Molger Rideklub skaber glæde med tilskud fra pulje

29-12-2021 19:42

Christine Krogh Frausing
Skribent

Da Trolle Company og Dansk Ride Forbund åbnede for ansøgninger til Aktive sammen-puljen, besluttede Molger Rideklub sig for at søge om penge til forskelligt udstyr og tiltag, som kunne skabe medlemsgejst i klubben

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Da Molger Rideklub sendte deres ansøgning afsted til Aktive sammen-puljen, søgte de ikke bare om støtte til én ting, men derimod til tre forskellige ting. Første ønske på listen var udstyr til deres ’legestue’, som klubben afholder to lørdage om måneden. Her kan alle, der ikke rider i forvejen, komme og prøve, hvad det vil sige at gå til ridning. 

– Når man kommer til legestue, så er det de færreste, der har ridestøvler på, og det kan være svært for de små ryttere, der aldrig har siddet på en hest før, at have bøjlerne på fødderne. Derfor har vi investeret i tåkapper til stigbøjlerne og håndtag til sadlerne, så de har noget at holde fast i, fortæller bestyrelsesmedlem i Molger Rideklub, Karin Woetmann Ælmholdt.

Arrangementer for klubbens medlemmer
Udover udstyret til legestuen søgte klubben også tilskud til arrangementer for klubbens eksisterende medlemmer. Det første arrangement, de afholdte, var rytterfitness, hvor 20 af klubbens medlemmer i alderen 9-62 år deltog. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi mødtes i den lokale gymnastiksal, hvor fysioterapeut Louise Tjell Lambertsen underviste os i rytterfitness. Først startede vi med at få en teoretisk indsigt i rytterens krop, symmetri osv. Derefter underviste Louise os i en god omgang træning. Det var et enormt populært arrangement blandt medlemmerne og er blevet efterspurgt flere gange siden. Socialt satte det os i en anden sammenhæng, og det var virkelig noget, folk kunne bruge, fortæller Karin.

For de resterende penge fra tilskuddet fik klubbens juniorudvalg lov til at arrangere et halloweenarrangement med overnatning for klubbens børn og unge. Der blev lavet en spøgelsestunnel i ridehuset, skåret græskar i stalden og sovet i rytterstuen. Der var i alt 30 børn og unge med til arrangementet, og ligesom rytterfitness var det en kæmpe succes for klubbens medlemmer.

Et tilskud til gavn for alle
Med legestuen har klubben en helt unik mulighed for at rekruttere nye medlemmer og på den måde skabe medlemstilgang. 

– Det skaber fokus på, at de små ryttere er vigtige for klubben. Det giver et godt flow, at vi også har de yngre ryttere, og vi tager generelt meget højde for de yngre medlemmer, for de er trods alt klubbens fremtid, fortæller Karin og fortsætter: Selvfølgelig var det også vigtigt for os at gøre noget for vores eksisterende medlemmer. Vi ønskede at bruge tilskuddet til at skabe medlemsgejst, og det synes jeg bestemt, vi er lykkedes med. Både rytterfitness og halloweenarrangementet har været en stor succes for klubbens medlemmer, og det har bestemt styrket vores sociale sammenhold endnu mere, afslutter Karin.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner