DRF deler succeshistorier fra rideklubberne

11-09-2024 11:04

I et nyt artikelkoncept taler Dansk Ride Forbund med nogle af de rideklubber, der er lykkedes med at løse de velkendte udfordringer, som føler med at have en rideklub. Molger Rideklub har fundet ud af at engagere medlemmerne effektivt og skabe mere fællesskab

Copyright Ridehesten.com
Molger Rideklub kommer her med deres fem konkrete arbejdspunkter, der har udviklet deres klub. Foto: Ridehesten.com/Kee Nørgaard Frandsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke altid nemt at drive en rideklub: Det er tidskrævende, økonomisk tungt og kan være svært at engagere medlemmer – men der findes heldigvis også de historier, hvor det er lykkedes at vende udviklingen og skabe velfungerende rideklubber med tilfredse medlemmer. Det sætter Dansk Ride Forbund fokus på med håb om at inspirere, og derfor har de lavet et interview med den midtjyske rideklub Molger Rideklub

– Molger Rideklub er et lysende eksempel på, hvordan en klub kan rejse sig efter svære tider. Klubben har taget udfordringerne op og skabt en række positive ændringer. Deres rejse kan være til stor inspiration for andre rideklubber, der ønsker at styrke deres fællesskab og sikre en bæredygtig fremtid, skriver DRF i artiklen.

Molger Rideklub arbejder efter fem forskellige fokuspunkter, som præsenteres i artiklen. Det drejer sig om medlemmerne, fordeling af ansvaret, målsætning, frivillighed og samarbejde med kommunen og lokalsamfundet. 

1. Medlemmerne skal inddrages aktivt
Rideklubben har erfaret, at succes kræver aktiv inddragelse af medlemmerne. Derfor har de aktiviteter som "puds og pizza"-arrangementer og en sommerfest. Klubben har også oprettet et juniorudvalg, der giver de unge medlemmer en stemme i klubben. Medlemmernes engament styrker fællesskabet og har forbedret klubbens drift, lyder det fra rideklubben. 

2. Fordeling af ansvar skaber effektivitet
Molger Rideklub lægger vægt på en velfungerende bestyrelse som værende afgørende i en rideklub. Opgaverne fordeles efter medlemmernes kompetencer og interesser, og det skaber en mere effektiv arbejdsproces, så de forskellige medlemmers styrker anvendes og ingen opgaver overses. 

Vi har lært, at det er vigtigt at bruge hinandens styrker og kompetencer og samtidig spørge medlemmerne, hvordan de kan bidrage, udtaler Molger Rideklub i artiklen

Copyright Ridehesten.com
Fællesskabet er i fokus i klubben. Foto: Molger Rideklub

3. Sæt både kort- og langsigtede mål
For at sikre klubbens fortsatte succes har vi sat planer op, der både dækker langsigtede og kortsigtede mål, forklarer Molger Rideklubs bestyrelse til DRF. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvor klubbens en af kortsigtede projekter har været renoveringen af udendørsbanerne, arbejder klubben langsigtet for at etablere sig som et samlingspunkt lokalområdet. Det sker gennem samarbejder med lokale virksomheder samt ved at arrangere en årlig ridelejr. Klubbens udvikling forbedres, når alle arbejder mod samme mål.

4. Frivillighed er afgørende
Frivillige kræfter har været en uundværlig del af Molger Rideklubs succes. Alle kan bidrage, også dem, der ikke har erfaring med ridesporten. Alle kan bage en kage eller slå græs, og derfor er et af klubbens vigtigste råd at spørge bredt efter frivillige. Det er ofte en stor overraskelse, hvor mange der faktisk gerne vil hjælpe, når de bliver spurgt direkte, oplever klubben.

5. Samarbejde med kommunen og lokalsamfundet
En af de langsigtede ambitioner i Molger Rideklub er at gøre klubben til et lokalt samlingspunkt. Bestyrelsen arbejder derfor aktivt på at etablere samarbejde med kommunen og lokale virksomheder, som kan støtte klubbens mål. 

Slutteligt er det også værd at nævne, at Molger Rideklub har valgt at teste Dansk Ride Forbunds ”Antibulli ridning”-projekt, som hjælper med at sikre, at Molger Rideklub er et trygt og inkluderende sted for alle. 

Molger Rideklubs rejse viser, at det er muligt at vende en nedadgående spiral til en succesoplevelse ved at fokusere på medlemsinddragelse, klare arbejdsopgaver og en stærk frivillig indsats, skriver DRF.

Hvis din rideklub har gjort noget særligt som kan inspirere andre klubber, så kan du henvende dig til Dansk Ride Forbund og få delt din klubs historie.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner