Jysk Rideuge var en stor succes

25-07-2025 10:07

Efter ni dage med fællesskab, rideglæde og masser af aktivitet i det naturskønne område hos Silkeborg Rideklub, blev Jysk Rideuge endnu en storslået succes. Med over 1700 starter fordelt på både dressur- og springklasser, er arrangørerne glade og tilfredse med stævnet 

Copyright Ridehesten.com
Jysk Rideuge blev endnu en gang en stor succes for både ryttere, arrangører og publikum. Foto: Privat

Jysk Rideuge 2025 blev i søndags afsluttet efter ni dage fyldt med fællesskab, rideglæde og masser af aktivitet på de nyoptimerede baner hos Silkeborg Rideklub. Med over 1700 starter fordelt på både dressur- og springklasser, god stemning og et væld af ryttere og tilskuere, melder arrangørerne om et vellykket stævne - trods lidt udfordringer undervejs. 

Topmoderne baner gav optimale forhold
Op til stævnet havde Silkeborg Rideklub investeret i en omfattende opgradering af både spring- og dressurbanen. Ridehallerne og springbanen var blevet rotorharvet, tromlet og laserafrettet, mens dressurbanen havde fået et helt nyt toplag af kokosfibersand - et mere miljøvenligt og skånsomt underlag, som blev taget godt imod af rytterne. De opdaterede faciliteter sikrede stabile, ridevenlige forhold under hele stævnet, selv da vejret for alvor satte dem på prøve under rideugens første uge. 

Flot dressur og kreativ kostume-kür
Stævnet blev traditionen tro indledt med fem dage i dressurens tegn, hvor omkring 650 starter blev afviklet. Blandt højdepunkterne var tirsdagens kostume-kür, der vendte tilbage på programmet sidste år, og som igen i år trak et stort publikum til. 

Seks kreative ekvipager imponerede med både udklædning og koreografi, og da Alice Oppelstrup alias Jack Sparrow trak fakler op af kufferten og sluttede sit ridt med et imponerende ildshow, kvitterede publikum med klapsalver og jubel. 

Copyright Ridehesten.com
Alice Oppelstrup alias Jack Sparrow trak fakler op og sluttede med et imponerende ildshow under kostume kür. Foto: Privat

Vinder af küren blev løven Alev og hans tre pingvinvenner, som blev flot fremvist af Helena B. Hansen i sadlen på Pontius Déluxe e. Aston Martin/ Blue Hors Silver Moon. De tog sejren foran skipper og de tre små fisk med Jeanette Spelmann og Møllegårdens Zaff e. Blue Hors Zack/ Friedensfürst (opdr. Marina Jensen og Bent Riis) på andenpladsen. 

Skybrud og strømsvigt
Tirsdag bød på et voldsomt, men kortvarigt skybrud, der midlertidigt lagde banerne under vand og forårsagede et strømsvigt med efterfølgende problemer med wi-fi og resultatformidling. Heldigvis blev både teknikken og stemningen hurtigt genoprettet, og konkurrencerne kunne atter fortsætter som planlagt - ikke mindst takket være det effektive afvandingsystem, banernes høje kvalitet og rytternes forståelse og tålmodighed. 

Copyright Ridehesten.com
Helena B. Hansen og Pontius Déluxe vandt kostume kür. Foto: Privat

Springrytterne satte fart på
Fra torsdag overtog springrytterne banerne, og med over 1100 springstarter var der tryk på banerne hele weekenden. Torsdagens første klasse alene - en D-klasse fra 50 til 90 cm - talte hele 171 starter, og den store tilslutning til både de åbne klasser og distriktsmesterskaberne samt Danmarks Cup-klasserne gjorde et stort indtryk på arrangørerne: 

Vi er dybt taknemmelige for, at så mange ryttere valgte at komme til Silkeborg og være en del af Jysk Rideuge. Det betyder meget for os, lyder det fra klubben. 

Under springugen blev der dystet i flere distriktsmesterskaber, blandt andet for U21 og seniorer, ligesom det hele kulminerede i kvalifikationer og finaler i årets Danmarks Cup for hest 2024 i kategorierne LB, LA, LA for veteraner og MB. Der var spænding til det sidste, og både de rutinerede ryttere og nye talenter fik mulighed for at vise sig frem på baner, der trods vejrets prøvelser holdt sig i topform. For selvom der under springstævnet var op til 30 grader flere dage, tilpassede banerne sig vejrforholdene. 

Copyright Ridehesten.com
Torsdag indtog springrytterne banerne hos Silkeborg. Foto: Privat

Silkeborg glæder sig til næste år
Med opdaterede baner, stærkt frivilligt engagement og endnu et veloverstået stævne, ser Silkeborg Rideklub nu frem mod efterårets stævner, og ikke mindst til næste års Jysk Rideuge: 

Vi håber, at alle har haft en god oplevelse - uanset om man red sin første klasse, eller om man var en af dem, der red finalerne. Vi glæder os allerede til at byde velkommen igen i 2026, afslutter arrangørerne. 

Copyright Ridehesten.com
Der blev blandt andet afviklet distriktsmesterskab for seniorer. Øverst på skamlen: Julie Kreilgaard, andenpladsen blev Zelina Hulehøj, tredje bedst blev Helle Møller Andersen og fjerdepladsen gik til Casper Rasmussen. Foto: Privat
Annika Knudsen Lorentsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen