Bodil Nyholm Sørensen
Equsana Arena hal B fyldtes af lynhurtige og smidige unge springheste, og et talrigt og medlevende publikum, da der blev afviklet tidsspringning i EQUSANA Youngster 6-7 års (120-130 cm).
24 ekvipager kom til start, heriblandt flere Heartbeat-afkom, og klassens ubestridte vinder var ligeledes efter Heartbeat.
- Handy, det er han i dén grad! Udbrød speakeren efter Robin Grauff Jacobsen og Handybeat e. Heartbeat/Diamant De Semilly (opdr. Carsten Carstensen) red gennem mål i den suverænt hurtigste tid efter en runde, hvor publikum flere gange måtte holde vejret i spænding over de dristige vendinger, som hingsten smidigt og hurtigt foretog under Robins kyndige ridning. Nul fejl i tiden 54,85 sek. blev resultatet.
Andenpladsen gik til klassens sidste ekvipage, F.A. Colander e. Colman/Quinar (opdr. Frank Evald og Anja L. Eskesen) redet af Michæl Aabo, med nul fejl i tiden 57,61 sek.
Ind på tredjepladsen kom gårsdagens Youngster-klasse-vinder, Michæl Aabo på Chacom Ask e. Carson Ask/Caretino (opdr. Stutteri Ask), som var fejlfri i tiden 58,31 sek.