Anja Hegstrup
For femte år i træk afvikledes 1.afdeling af Lövsta Future Dressage i går ved Global Dressage Festival i Wellington, Florida. De i alt fem indledende kvalifikationer rides i Intermediare II, hvor de to førstplacerede ryttere i hver kvalifikation får plads i finalen i uge 11.
Finalen rides i Grand Prix i den internationale ring, og er dermed i tråd med Future Dressage's mission, nemlig at give unge heste (8-11 år) muligheden for at få rutinen og erfaringen til at tage det sidste skridt op til Grand Prix.
Folkene bag den oprindelige ide er de svenske ryttere Tinne Vilhelmson Silfvén og Louise Nathhorst i samarbejde med Antonia Ax:son Johnson, ejer af Lövsta Stutteri.
Organisationen donerer hvert år under Global Dressage en del af tilmeldingsgebyret til velgørenhed og miljøorganisationer, da de har stor fokus på bæredygtighed og horsemanship. Deres slogan, som lyder "save the earth, it's the only planet with horses", opsummerer ganske fint tankerne bag dette.
Danske forbindelser
I årets første kvalifikation var fem ekvipager til start, herunder dansk- amerikanske Andrea Woodard på den velgående 9-årige Kaliber e. Franklin/Rubin Royal som med en score på 70,647% sikrede sig sejren.
Ellesse Gundersen var til start på Quintessential 4 e. Quaterback/Cordoba, som hun selv har avlet og som tidligere blev redet i Danmark af Katrine Kraglund, Desværre brød Quintessential sig ikke om den internationale arena og programmet blev deraf meget spændt. Parret sluttede som nr. 3 med 65,353%.
Dressurbanen er omkranset af VIP-telte og tilskuerpladser og sammen med den skarpe Florida-sol, der laver lange skygger på den hvide bund, er det faktisk medvirkende til store problemer for mange ekvipager. Nok et problem der desværre ikke lige er til at løse, da VIP gæsterne jo er en vigtig del af økonomien her.
Charlotte Jorst med ny hest
En ny spændende ekvipage fandt i går vej til den nationale arena, hvor der ligledes blev redet kvalifikation, her i Prix St. George.
19 ekvipager var til start og Charlotte Jorst og den 9-årige smukke og powerfulde GPF's S-Express e. Sezuan/Sir Donnerhall I.
Charlotte fortæller at hun kun har haft ham i små to uger, men at han allerede nu giver en fantastisk fornemmelse, hvilket også afspejlede dagens resultat på 69,559%, hvor skridtprogrammet desværre blev lidt spændt.
I den nationale Grand Prix var der gensyn med den smukke 15-årige Petersborg's Qasanova e. Quaterback/ Calypso II avlet af Jannie og Henrik Groot, redet og ejet af Matthew Johnson. Parret opnåede 65,870%
Desværre kom Alexander Yde Helgstrand alligevel ikke til start i U25 ved stævnet, da Eye Catcher fik et udbrud af nældefeber og parret måtte melde fra.