Grønne bliver på Mors

18-06-2009 10:22
Efter en nyligt veloverstået beridereksamen har sønderjyske Michæl Grønne Christensen underskrevet ansættelseskontrakt med sin lærermester på Mors

- Jeg har haft Danmarks bedste lærerplads, siger Michæl Grønne Christensen, og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville fortsætte med at arbejde på Priess Stutteri på Mors. Michæl har netop bestået sin beridereksamen med flotte karakterer og er yderst tilfreds med at kunne fortsætte sin travle og spændende hverdag i jobbet hos Priess Stutteri, der også er en meget tæt samarbejdspartner med Tailormade Horses. - Jeg er ansat af Priess Stutteri og er der igennem også førsterytter hos Tailormade Horses, forklarer Michæl, der netop er ankommet til det internationale stævne i Drammen, Norge, hvor han skal starte lilletur i dressur på hesten Tailormade Akon (tidl. Akon Askelund). - Jeg glæder mig meget til stævnet i Norge, hvor jeg starter Prix St. Georges og Intermédiaire I Kür på Akon, siger Michæl, der samtidig udtrykker sin taknemmelig til Trine Stiansen, Tailormade Horses, for det gode hestemateriale, han får stillet til rådighed. Michæl kom i 2006 til Mors fra Sønderjylland, hvor han var i lære hos berider Lars Ringkjær i Sønderborg Rideklub de første tre år af sine lærertid. Derefter fulgte der tre år som beriderelev hos berider Per Skjærbæk på Stutteri Priess, hvor glæden over det fortsættende samarbejde er gensidig. - Vi glæder os i høj grad over at kunne fortsætte og videreudvikle samarbejdet med Michæl. Jeg er overbevist om, at Michæl er en af de unge ryttere, som vi nogle år frem i tiden vil få at se i international topsport, erkender Per Skjærbæk.

Læs mere i Ridehesten om beridereksamen på Vilhelmsborg.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner