Springhingstene bliver testet i Tørring

12-11-2024 13:02

Lige nu er der syv springbetonede 4-års hingste, som går 20-dages test i Tørring. Onsdag den 13. november er der midtvejsprøve under testrytter

 

Copyright Ridehesten.com
Præmiehingsten Cartoon Hero ved indsyningen til 20-dages test. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Det er første gang, at den nye afprøvningsform for de springbetonede hingste er taget i brug. Lige nu går syv springbetonede unghingste materialprøve på Tørring Ridecenter under ledelse af berider Torben Frandsen. Som en del af denne afprøvning, som også kaldes 20-dages test, skal hingstene gennem en midtvejsvurdering, hvor de bliver redet af testrytter.

Denne midtvejsvurdering finder sted onsdag den 13. november fra kl. 9.00, hvor der er åbent for morgenbuffet i cafeteriaet fra kl. 8.00.

Det er også en ny testrytter, som skal afprøve de unge hingste i grundarbejdet og springning med rytter. Landsholdsrytter, Konstantin Deeken Künnemann, har fået til opgave at være testrytter på de unge springhingste i år.

Testrytteren giver karakterer for galop, ridelighed og kapacitet, men karaktererne ved midtvejsvurderingen indgår ikke i hingstenes bedømmelse. Midtvejsvurderingen tjener til at medlemmerne af Avlsledelsen samt testrytteren kan danne sig et indtryk af hingstenes kvaliteter under rytter. Og hvis hingsten, af den ene eller anden årsag, ikke kan testes på afslutningsdagen, vil karaktererne fra midtvejsvurderingen kunne bruges, så hingsten kan afslutte sin afprøvning i indeværende år.

Copyright Ridehesten.com
Konstantin Deeken Künnemann er testrytter ved springhingstenes 20-dages test. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Man er meget velkommen til at overvære midtvejsvurderingerne samt den afsluttende afprøvning. Midtvejsvurderingen af springhingstene finder sted onsdag den 13. november. Spring- og dressurhingstene afslutter deres prøve samtidig, det sker lørdag den 23. november fra kl. 10.00.

Se kataloget over hingstene her. 

/ Dansk Varmblod. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen