Dressurfestival i weekenden

25-02-2009 10:10

Grethe Næsby

I den kommende weekend d. 27. feb. – 1. marts bliver der mulighed for at se nogle af landets bedste dressurryttere i aktion i Sundeved Rideklub i Vester Sottrup.

Sundeved Rideklub afvikler igen i år sin traditionelle Dressurfestival med den første kvalifikationsrunde i ECCO Junior og Young Rider Cup, som er en etableret landsdækkende dressurturnering sponsoreret af ECCO. Blandt de mange ekvipager er guld-, sølv- og bronzevindere fra sidste års DM i dressur for junior- og ungryttere, samt 5 blandt sidste års top 20 af Danmarks dressurryttere. ECCO Cup turneringens formål er at fremme dansk ungdomselite indenfor dressur med henblik på at kvalificere rytterne til internationalt niveau. Sundeved Rideklub har de sidste tre år afviklet kvalifikationsrunder i ECCO Pony Cup og gør det igen i oktober 2009. ECCO Cup'en er den mest prestigefyldte cup-konkurrence for juniorer og ungryttere på nationalt plan, og tilslutningen til landsstævnet i Sundeved er da også igen større end kapaciteten, så der er ventelister i næsten alle klasser. Klubben glæder sig over de ca. 135 ekvipager, der kommer til start ved stævnet. Hanni Toosbuy Kasprzak udtaler: - Hos ECCO Sko A/S ligger udvikling og uddannelse af unge mennesker os på sinde. Derfor ønsker ECCO Sko A/S at bidrage til den vigtige talentudvikling af unge, danske sportsudøvere. Det gør vi blandt andet ved at støtte dansk ridesport. ECCO Sko A/S er kendt over hele verden som førende skoproducent og arbejder dedikeret på at udvikle fodtøj til aktive mennesker. I løbet af stævnet gennemføres 256 starter i 12 klasser, hvoraf der er to indledende og to kvalifikationsrunder til ECCO Cup. ECCO Cup kvalifikationerne har 38 ryttere til start i de indledende runder. De bedste af disse ekvipager går videre til søndagens FEI junior og ungrytter kür, der er et selvkomponeret program, som rides til musik. I Grand Prix'en stiller 20 ekvipager til start. De bedste af disse går videre til Grand Prix Kür om søndagen. Stævnets første klasse starter fredag kl. 13.00 og der rides til ca. 21.00. Om lørdagen er der første start kl. 7.00 og sidste klasse slutter ca. Kl. 22.00. Søndag startes kl. 7.00 og midt på formiddagen fra ca. 09.30 afvikles først kür-klasserne i ECCO Junior Cup og ECCO Young Rider Cup. Dernæst afvikles Grand Prix Kür, så der er lejlighed til at se ca. 45 kürpræstationer i løbet af eftermiddagen. Stævnet er åbent for publikum, og der er fri entre alle dagene. Læs mere på rideklubbens hjemmeside via linket i højre side. Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner