Britt Carlsen
I sidste uge tog dyrlæger et stort antal prøver i hele landet til analyse for forekomst af herpesvirus og andre typer smitsomme sygdomme. Resultatet af disse prøver er i dag offentliggjort, og der er ikke fundet positive prøver for herpesvirus type 1. Der er fundet to positive herpesvirus type 4 og i øvrigt er nogle prøver positive for kværke.
Det er positivt, at der ikke er fundet type 1 virus i denne omgang, men vi skal være opmærksomme på, at herpesvirus er en virus, som 60-80% af vores voksne heste bærer i kroppen. Det vil derfor være forventeligt, at der findes positive prøver ind imellem.
Målet er at holde øje med eventuel spredning af den ”aggressive” udgave af herpesvirus type 1, som har været konstateret i enkelte besætninger på Fyn. Vi er tilfredse med, at der foreløbig ikke er tegn på spredning af denne udgave.
Husk at blive ved med at holde øje med hestenes temperatur – en indsats, der virkelig flytter noget i denne sammenhæng.
Kilde: DRF og SEGES Heste