Mille Albinus Hjermitslev
I denne weekend er en gruppe unge ryttere fra den danske bruttotruppe i springning for henholdsvis ungrytter, junior og children draget til Zduchovice i Tjekkiet. Her byder fredagen på spændende nationsspringninger, hvor de danske hold er til start. Torsdag var rytterne i aktion for første gang, og her blev det til en række fine resultater for de danske ryttere.
Frederik Fensholt fik dannebrog til tops i 135 cm-klassen for ungryttere på hesten Iniverse e. Falaise De Muze/ Numero Uno. I samme klasse blev Camille Hartvig Nielsen og Captain Puck e. Contendro I/ Grosso Z nummer seks og Mette Askam Jensen og Destany e. Landjonker/ Cassini II blev nummer ni.
I ungrytterklassen på 140 cm var en enkelt dansker placeret; Mie Stuhr-Petersen og Vincel e. Valentino 240/ Fabriano blev nummer 11.
I children-klassen på 120 cm blev det til en dansk placering inden for top-3 leveret af Malou Therese Mulbjerg Larsen og Champagne KS e. Connor 48/ Common Sense. I samme klasse blev Emilie Sehested Boll og Elmegaardens Monroe nummer seks. I denne klasse var yderligere to danske ryttere fejlfrie og placeret; Laura Sloth Kjær og Palma Sophie Gry Jansson-Christensen.
I children-klassen på 115 cm blev Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Lyndon e. Numero Uno/ Silvio I ligeledes placeret som nummer to, mens Laura Sloth Kjær med Kura AA e. Dandy Du Plape/ Sarastro og Sille Hartvig Nielsen med Bolton Gate Ben blev nummer fire og fem. Karoline Obling Ravnevand og TT Capone DWB e. Sandokan 290/ Carson Ask (opdr. Ole og Maria Dall) blev nummer 11.
Hos juniorerne blev det blandt andet til en placering som nummer 15 for Alberte Filuca Brünning Conradsen og Cuverdo Z e. Cicero Z/ Caprilli i 135 cm.