Annika Knudsen Lorentsen
21 ekvipager mødtes i dag anden kvalifikation af Pavo og Dansk Ride Forbunds championat for unge heste i springning, og i dag viste mange af ekvipagerne et højt niveau.
Sejren i dagens klasse blev delt af to ekvipager, som begge blev belønnet med 8,8 i karakter. Det var Jacob Theodor Schmidt med Bøgegårdens Comann e. Cristallo I/ Bøgegårdens Quidam (opdr. Stina og Jørgen Schmidt) og Emilie Mosegaard Christiansen med Syvhøjegårds Footloose e. Balou/ Royal Z II (opdr. Niels Osterland).
Om Syvhøjegårds Footloose sagde dommerne:
– Det er en dejlig velspringende hest, som springer dejligt at jorden. Den gør sig færdig på hver spring, også selvom den et par gange får lidt for meget plads. Det er en klog hest.
Om Bøgegårdens Comann sagde dommerne:
– Det er rigtig dejligt at se, at du Jacob kan ændre nogle ting rigtig hurtigt. I dag havde du mere længde på halsen og det gør, at hesten vender mere rigtig på springene, og i dag blev det hele mere harmonisk.
Tredjepladsen i dagens klasse gik til Karen Møller Rohde med den velspringende avlshingst Jewel Ask Z e. Jaguar van Paemel/ Diamant de Semilly. De opnåede i dag 8,6 i karakter.
Den samlede sejr blev delt
Ligesom dagens klasse, så blev den samlede sejr efter de to indledende runder delt. I den samlede stilling var det ligeledes Emilie Mosegaard Christiansen med Syvhøjegårds Footloose der kunne glæde sig over en sejr, men denne gang sammen med Karen Møller Rohde i sadlen på gårsdagens vinder, Evolution Ask DWB e. Zirocco Blue/ Tannenhof's Cheenook (opdr. Familien Camitz).
Sidstnævnte ekvipage opnåede i dag 8,5 i karakter, men tillagt deres flotte 8,9 fra i går, blev det til en topscore i den samlede stilling. Tredjepladsen samlet blev Jacob Theodor Schmidt med Bøgegårdens Comann.
19 ekvipager er videre til morgendagens finale, da det for 6-års hestenes vedkommende var afgørende om man gennemførte begge kvalifikations klasser. Det gjorde 19 ud af de 21.