På vej mod Herning... igen!

26-02-2014 10:07

Bodil Nyholm Sørensen

Avl

Dansk Varmblods Hingstekåring 2014 | Efter henholdsvis 6 og 16 år på Blue Hors er det efterhånden rutine, der præger stemningen inden Ellen Glinvad Nielsens og Lene Hansens afgang til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning
 

Copyright Ridehesten.com
Lene Hansen, Blue Hors Erlando og Ellen Glinvad Nielsen.

Ellen Glinvad Nielsen er til daglig hestepasser for Allan Grøn, og har derfor mange unge hingste, hun skal sørge for bliver klargjort til kåringen. Forventningerne til netop de hingste er store, flere af dem har fungeret et år eller to i avlen, og det er vigtigt, at de præsenterer sig godt. Det kan de kun, hvis de har det godt, både hjemmefra men i særdeleshed også under kåringen.
– Der er sjældent uro blandt vores hingste, når de er indkvarteret i den store hal i Herning. En kombination af at alle deres staldkammerater er med og de mennesker, som de kender og er trygge ved, er omkring dem hele tiden, giver en naturlig ro, og dermed også sandsynlighed for at kunne præstere bedre, fortæller Ellen.
Onsdag eftermiddag bliver heste og udstyr læsset og kørt mod det store messecenter, og torsdag morgen triller en bil og trailer så af sted med alt det udstyr, der skal bruges for at bygge standen op. På standen repræsenterer dels hingstestationen og dels Blue Hors' serie af plejemidler.
Lene Hansen har været med hele vejen rundt. De første år som hestepasser til de helt unge hingste og her de seneste 10 år har hun stået på standen sammen med kollegær og besvaret på spørgsmål om hingstene.
– Hingstekåringen symboliserer opstarten af den næste bedækningssæson. Det er altid dejligt at møde vores kunder og få en god snak. I Herning mærker vi stemningen for den kommende sæson, hvilke af vores hingste avlerne har fokus på og får delt en masse materiale ud om Blue Hors, fortæller Lene.
Efterhånden er der flere hingstestationer, som har deres stande placeret side om side, og det giver en god og hyggelig stemning.
– Vi er mange mennesker og heste af sted til hingstekåringen, og vi forsøger at holde sammen deroppe. Selvom det kan være lidt uoverskueligt i alle de haller, så ved alle stort set, hvor alle er. Alle får udleveret en telefonliste, så man lynhurtigt kan få fat i hinanden, fortæller Ellen og Lene.
Alle ansatte har hver deres arbejdsområde, som de har ansvar for, men det betyder ikke, at man ikke skal hjælpe hinanden, hvis der er brug for det. Ellen og Lene er enige om, at dagene i Herning er hyggelige dage, hvor Blue Hors’ medarbejdere kommer tættere på hinanden, avlerne og ikke mindst de heste, de har med.
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner