Global Player solgt til tysk rytter

15-09-2023 11:55

Den 7-årige, danskavlede avlshingst Global Player er solgt til juniorrytter Marie Sohler, der træner hos familien Werndl i Aubenhausen

Copyright Ridehesten.com
Global Player og Leonie Richter på vej mod UVM-sølv for 7-års i sidste måned. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Henrik Hansen, Helgstrand Dressage og Paul Schockemöhle ejede sammen den smukke, sortbrune hingst Global Player e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro, som Henrik Hansen har opdrættet. Hingsten er registreret i oldenburgerforbundet og blev som 2½-års fløjhingst ved hingstekåringen i Vechta.

Global Player blev uddannet af tyske Eva Möller og har haft stor succes i unghestechampionater med bl.a. en andenplads i Bundeschampionatet som 4-års, nr. 4 ved UVM som 5-års, vandt UVM-guld som 6-års og UVM-sølv i år som 7-års – denne gang med sin nye Helgstrand-rytter Leonie Richter.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hingsten er nu solgt som juniorhest for tyske Marie Sohler, der træner hos den nykårede europamester Jessica von Bredow-Werndl, Aubenhausen i Bayern, hvor han nu er opstaldet. Det har familien Werndl postet på Instagram i dag.

Unge Marie Sohler har flere gode heste i stalden, og Global Player er ikke hendes eneste danskavlede hest, idet hun også ejer og rider den 11-årige DV-vallak Askehavens Beau Sancy e. Blue Hors Don Olymbrio/ Sandro Hit, der er avlet af Lisa Munch Holst.

Copyright Ridehesten.com
Jessica von Bredow-Werndl, Global Player, Benjamin Werndl og Maria Sohler. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner