Glamourdale hyldet til KWPN hingsteshow

03-02-2024 18:13

Glamourdale er nu for anden gang blevet tildelt titlen som 'årets dressurhest', og i forbindelse med KWPN's hingsteshow blev den udtryksfulde hingst hyldet for sine præstationer i året 2023

Copyright Ridehesten.com
Glamourdale er nu for anden gang blevet tildelt titlen som 'årets dressurhest'. Her ses hingsten til EM i september 2023 i Riesenbeck med Charlotte Fry. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den imponerende sorte hingst, Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro, blev fredag aften hyldet og tildelt titlen som årets dressurhest 2023 i KWPN.  Hyldesten foregik i forbindelse med KWPN's hingsteshow, der finder sted i disse dage. Sammen med den britiske dressurrytter Charlotte Fry har hingsten haft et imponerende sportsår i 2023.

Til europamesterne i Riesenbeck Tyskland red Charlotte og Glamourdale sig til en individuel sølvmedalje i Grand Prix Kür, og ligeledes var ekvipagen en del af det guldvindende dressurlandshold til mesterskabet. Charlotte og Glamourdale opnåede samtidig en personlig bedste score med deres kürridt, som blev bedømt til 92,38%. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Foruden deres flotte præstation ved EM i september, opnåede parret også to individuelle sølvmedaljer til VM i Herning i 2022 (her i Grand Prix Special og Grand Prix Kür), og ekvipagen har nu kurs mod de Olympiske Lege, der finder sted til sommer i Paris, Frankrig

Det er tilmed anden gang, at Glamourdale opnår den prestigefyldte titel som årets dressurhest, da denne titel i 2020 også tilfaldt hingsten. I år opnåede Glamourdale atter flest stemmer i konkurrencen om at blive årets hest, hvor han var oppe imod Blue Hors Zack e. Rousseau/ Jazz og Imhotep e. Everdale/ Vivaldi. 

GertJan og danske Anne van Olst, der ejer Glamourdale, har nu flere år i træk stået som ejerne af heste, der har vundet den prestigefyldte pris. I 2022 gik prisen nemlig til Kjento e. Negro/ Jazz, som ligeledes er ejet af Van Olst Horses. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner