Thomas Bach Jensen
Den nu snart 16-årige trakehnerhingst Solero e. Hyllos / Polargeist har på baggrund af sine sportslige meritter været Årets Trakehner to gange i Tyskland. Med sin faste rytter igennem mange år, Anja Plönzke, datter af Gestüt Tannenhofs indehaver, står hingsten for mange topplaceringer som bl.a. en sejr i Aachen og en bronzeplads ved de tyske mesterskaber. I 2008 har Solero og Anja haft en fremragende stævnesæson med adskillige internationale sejre i Grand Prix. Mange vil huske ekvipagen fra deres Grand Prix sejr ved CHIO Aachen 2005, hvor ekvipagen i aftenens spotlight afstedkom en fri galop ad midterlinjen i et tempo næppe tidligere set i international dressur og så stadig under total kontrol, og red direkte ind i en smuk afslutningsparade. Det høstede bragende bifald. For sine resultater i avlen blev Solero i 1997 udnævnt til elitehingst i det tyske trakehnerforbund.