GCT-sejr til Lucy Davis

14-09-2013 22:55

Her til aften blev 10. runde af Global Champions Tour afviklet i schweiziske Lausanne, og det blev med amerikansk sejr

Aftenens femstjernede 160 cm klasse i Lausanne, Schweiz, var samtidigt 10. runde af Global Champions Tour (GCT). Vinderen af klassen blev amerikanske Lucy Davis på Barron, som kom fejlfrit gennem omspringningen i tiden 38,57 sek. Det var en særdeles snæver sejr, da de fem første placerede i klassen lå inden for cirka ét sekund. Andenpladsen gik til franske Patrice Delaveau på Carinjo HDC med nul fejl i omspringningen i tiden 38,90 sek, mens tredjepladsen blev indtaget af endnu en franskmand, nemlig Kevin Staut på Silvana HDC med nul fejl i omspringningen i tiden 38,97 sek. Fjerdepladsen gik til engelske Ben Maher på Tripple XIII med en fejlfri omspringning i tiden 39,11 sek., mens femtepladsen gik til svenske Rolf-Göran Bengtsson på Quintero Ask med nul fejl i omspringningen i tiden 39,34 sek. Bedste dansker i klassen blev Andreas Schou på Allerdings, der desværre sluttede første runde med 12 fejl.

Næste runde af GCT finder sted i den østrigske hovedstad, Wien, den 19.-22. september, mens finalen springen i Doha, Qatar, den 21.-23. november.

Dagens tostjernede CSI-klasser bød på flere danske placeringer. I 115/112 cm klassen blev det til en ottendeplads til Jørgen Hallundbæk på Deus med fire fejl i tiden 59,80 sek., mens Clara Hallundbæk på Caprice 428 blev nummer ni i 130/135 cm klassen med nul fejl i tiden 69,37 sek. Endelig blev det også til en flot sjetteplads til Emil Hallundbæk på Catoki i 145 cm klassen efter en fejlfri omspringning i tiden 41,91 sek.

Se flere resultater her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner