Signe Wiese
I dagene fra den 19.-23. oktober bliver vinderne af Dansk Ride Forbunds Championat for ungheste i spring og dressur fundet ved World Cup stævnet i Odense. Dansk Ride Forbunds Championat for ungheste er en fantastisk populær turnering, hvor Danmarks bedste ungheste dyster mod hinanden – og til sidst kåres den bedste 4-, 5- og 6-årshest i henholdsvis spring og dressur. Dommere til finalen Der er fundet et yderst stærkt og kompetent hold dommere til finalen ved JBK Horse Show. De indledende runder i dressur dømmes af Bjarne Nielsen, Susanne Baarup og Jacques van Dæle, mens finalerne bedømmes af Susanne Baarup, Peter Holler og Kyra Kyrklund. I springchampionatet bedømmes de unge springheste i både de indledende runder og finalen af Kim Kjærgaard, Bo K. Møller og Torben Suhr. En turnering med vokseværk Henover foråret og sommeren har der været afviklet kvalifikationsklasser i både spring og dressur ved distriktsstævner, og det har resulteret i knap 1300 startende. Et tal der vidner om, hvor attraktivt Dansk Ride Forbunds Championat for ungheste er blandt ryttere og avlere. Der er forsat flest starter i Championatet for dressurheste, hvor der i år har været knap 950 startere, mens der på springsiden har været lidt mere end 350 til start. Kilde: DRF