Fra verdensmester til avlshoppe

21-06-2016 10:29

DV-hoppen UNO Donna Unique opnåede på kort tid en bemærkelsesværdig sportskarriere for derefter at føre sine gener videre i avlen

Den 12-årige dansk varmblodshoppe UNO Donna Unique e. Blue Hors Don Schufro/ Falkland (opdr. Stutteri UNO) har et bemærkelsesværdigt CV. Som føl var hun i finalen ved Dansk Varmblods Eliteskue og tre år senere stod hun forrest som Årets Dressurbetonede Hoppe og tildelt opdrættermedalje i guld. Sidenhen vandt hun som 5-års med Andreas Helgstrand i sadlen Unghestechampionatet i Herning og vandt sølv ved UVM i Verden. Året efter blev hun som 6-års verdensmester i Verden og vandt samme år Dansk Rideforbunds Championatsfinale.

I starten af 2012 blev UNO Donna Unique solgt til det tyske Gestüt Peterhof v/ Arlette Jasper-Kohl og Edwin Kohl, hvor svenske Patrik Kittel overtog tøjlerne. Det blev i foråret 2012 til en meget succesfuld international debut i lilletur med sejr ved de store tyske stævner i Hagen og Aachen, hvorefter hoppen grundet en skade ikke er genset på konkurrencebanerne.

UNO Donna Unique blev sidenhen redet af ejeren og stedets nye berider, Dorothee Schneider, men blev aldrig sin skade kvit. Mens hun stadig var i ridning fik hun to føl ved embryo transfer - et sort hoppeføl efter Sezuan i 2013 og et sort hingsteføl efter Sezuan i 2014. Hoppen har her i juni 2016 fuldendt sin første drægtighed og fik i sidste uge et sortbrunt hoppeføl efter hingsten D'Avie DVH 1200.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner