Fra tarmslyng til verdensmesterskab

06-08-2014 11:00

I dag onsdag morgen går turen for Stine Døssing og guldmedaljehoppen Lehmanns Lilo til UVM i Verden - en næsten helt uvirkelig drøm for Stine, der ved årsskiftet var ved at miste Lilo

Copyright Ridehesten.com

I april måned 2012 købte dressurrytter Stine Døssing den ukårede hoppe Lehmanns Lilo e. De Noir/ Midt-West Ibi-Light/ Diamond (opdr. Linda og Dennis Lehmann) og fremstillede den om sommeren til kåring i Dansk Varmblod. Hoppen blev kåret med guldmedalje og har været særdeles succesfuld med Stine Døssing i sadlen.

Både i 2012 og 2013 var ekvipagen i A-finalen ved DRF's dressurchampionater, og i slutningen af 2013 var Lilo klar til at debutere i middelsvær efter årsskiftet. Sådan skulle det ikke gå, for den 20. december sidste år blev Lilo syg. Det startede med en vindkolik, som udviklede sig til tarmslyng.

- Det var den værste uge i mit liv! Ved operationen på Ansager Dyrehospital havde de virkeligt alle tarme ude, og statistisk set var der ikke gode odds, fortæller Stine Døssing.

Lehmanns Lilo, der inden episoden var i absolut topform, kom hjem efter to ugers indlæggelse i Ansager. Hoppen blev beordret to måneders boksro og derefter en måned på lille sygefold, men det var Stine tilladt at gå ture med hoppen for at holde den i gang og genvinde kondi.

- Jeg gik 5-6 km med Lilo hver dag i tre måneder i al slags vejr, om det var regn eller sne, fortæller Stine.

Hun gjorde alt for at holde hoppen sund og rask og for at holde dens kondition. Først efter tre måneder kunne hun begynde at ride igen, og det foregik i starten primært ved skridtture i skoven.

- Jeg er bare så glad nu og havde slet ikke turdet tro på, at jeg kunne få hende klar til UVM-udtagelserne, men heldigivs var hun inviteret til UVM-samlingen, så jeg undgik at deltage i de første udtagelser, forklarer Stine.

Nu er Lilo igen i topform, og hun er glad og tilpas. Faktisk er arbejdet gjort så flot, at man ikke engang kan se hendes år trods det store indgreb. Lilo og Stine har kun nået et eneste stævne i år, og det var Falsterbo, hvor de fik en flot placering i finalen.

- Og nu er vi på vej til Verden. Det er en drøm, der går i opfyldelse, slutter Stine Døssing.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner