Charlotte Kondrup
I mit sidste blogindlæg fortalte jeg om min (dårlige) start på avlerkarrieren. Det var min plan at ville fortælle om noget af det mere positive ved avlen og mine heste, så I kunne få lidt indtryk af hvem jeg er. Men nu går vi bare lige hårdt på i stedet.
Bedst som jeg troede at alt fra fryd og gammen, og med tanken om at i år var der ikke gået noget galt for mig med de føl jeg skulle have, så ramlede det hele lige.
I april måned fik jeg 3 skønne føl. Den første d. 6. april, den anden d. 9. april og den sidste d. 27. april. Som om det ikke var nok, så var de alle sammen hopper – lige som de var bestilt! De to første folinger gik lige efter bogen. Den tredje var der lidt småtterier med, men med en samtale med dyrlægen over telefonen, fik vi løst de problemer. Den ene af de tre hopper skulle i fol igen, og hun er også konstateret drægtig. Yes, for en gangs skyld kører det.
Det var så lige indtil 30. maj. Dagen foregik som de fleste andre. Dog var det et ordentlig regnvejr om eftermiddagen, så føllene kom tidligere ind end normalt. Jeg bor meget åbent, hvilket betyder at der er utrolig meget vind herude – så vind og lidt regn får hurtigt gjort det koldt for føllene, og der er ikke nogen grund til at de går ude og bliver gennemkolde. Jeg kørte afsted til undervisning, hvilket betød at jeg fik brugt nogle timer i rideklubben.
Jeg kom hjem igen, og gik i gang med at ordne dagens sidste gøremål, da jeg ser at den ene hoppe – Melanie - ikke er helt ok, og står med hvad der ligner en gang kolik. Jeg får herefter taget hoppe og føl ud, for at gå tur med hoppen. Det er relativt lette koliksymptomer hun har, så til en start tænker jeg ikke at der er de store problemer med det. Imens jeg går med hende, skifter hun mellem at have det fint og have det let dårligt. Da det ikke stopper efter et stykke tid, vælger jeg at kontakte vagtdyrlægen. Han kommer herefter ud. Der bliver givet en cocktail af dyrlægens forskellige remedier, og han får også mærket hende engang bag i, og siger at alt er ok. Herefter kører han igen.
Desværre går der kun kort tid, før hun bliver dårlig igen. Denne gang værre end før, hvorfor jeg ringede til vagtdyrlægen igen. Denne gang var det med beskeden om at han skulle komme igen, og at det skulle gå stærkt. Alt i mens var jeg også nødt til at kontakte ejeren af Melanie, da det ikke var min hoppe. Det var en hoppe jeg var så heldig at få lov til at låne af familien Holstein – man kan roligt sige, at det ikke lige er den fedeste opringning at skulle foretage. For det er aldrig godt, når en dyrlæge så kort tid efter et besøg er nødt til at komme ud igen til det samme.
Man har aldrig ret meget tid til at tænke i sådan en situation. Beskeden fra dyrlægen var klar – der var ikke mere han kunne gøre ude i praksis, så eneste to alternativer var at køre hoppen til KVL eller aflive hende. Hvad er lige det rigtige at gøre i den situation? Er det bare at aflive hoppen på stedet, med et føl der er knap 5 uger? Melanie var trods alt en ældre dame på 21 år, og hun havde haft et langt og godt liv. Men hvad så med føllet? Bør man ikke give hende – og dermed reelt dem begge - en chance, når man ikke ved om det vil lykkes at finde en ammehoppe?
Beslutningen blev, at vi kørte hende ind til KVL. Jeg fik ringet efter en af mine gode veninder, da jeg ikke turde køre med hoppe og føl inde i traileren alene. Melanie havde det ikke godt, og det var en ekstraordinær og ærgerlig situation. Samtidig har jeg heldigvis også en stor, så hesteafdelingen og (walk-in) sadelrummet er adskilt. Her er der en dør fra hesteafdelingen ind til sadelrummet, hvilket betød at min veninde ville kunne komme væk, i det tilfælde af at der skete noget.
Og det gjorde der faktisk. Midt i alt det virvar, lykkedes det føllet at hoppe en tur over forbommen, og så hang hun jo der. Men så kan jeg kun sige Gud ske tak og lov for at jeg for få måneder siden fik sat kamera op i traileren – samt at et af mine vigtigste punkter ved trailerkøb er, at alle bomme skal kunne løsnes udefra! Det betød jo at vi kunne se hvad der skete, og hurtigt køre ind til siden og få løst bommen udefra, så alle igen stod der, hvor de skulle.
Turen er den længste (eller sådan føltes det i hvert fald) og den mest nervepirrende, jeg nogensinde har kørt. Nerverne sad uden på tøjet hele vejen. Det var midt om natten og det havde regnet, så det var pænt mørkt at køre. Det betød på den ene (og gode) side at trafikken var nærmest ikkeeksisterende, men også at det er svært at holde så hurtig en hastighed, som man godt kunne tænke sig i den situation.
Få minutter før vi ankom til KVL, ringede vi ind til dem. Jeg fortalte, at vagtdyrlægen havde ringet os ind (som de selvfølgelig godt vidste), og at vi var der lige om lidt – og at de måtte gerne stå klar til at modtage os, så vi havde hjælp fra sekundet vi ankom. Det føltes som om, at der nærmest stod en hel hær klar. Fire mennesker var klar til at tage imod os, og de gik alle straks i gang med det de skulle.
Vi fik hestene ud af traileren, og ind i en undersøgelsesboks. Herfra arbejdede dyrlægen og veterinærsygeplejerskerne/studerende ellers på højtryk, på at finde ud af hvad der var galt. Undervejs blev vi briefet, og efter diverse undersøgelser og ca. 1½ time, var konklusionen at der var hul på tarmen, og det kunne de ikke gøre noget ved – heller ikke ved en operation. Efter at familien Holstein endnu engang var med inde over – dyrlægen skulle trods alt også lige konferere ejeren, så de også var indforstået med situationen – så blev beslutningen at aflive Melanie. Lige til det sidste var Maluba hendes største bekymring – hun måtte absolut ikke gå på opdagelse inde på dyrehospitalet.
Jeg fik udleveret erstatningsmælk og følfoder til Maluba, og kort tid efter Melanie var aflivet gik turen gå hjemad igen. Man læser mangt og meget på nettet, herunder at hopperne gerne skal sige farvel til deres føl hvis de dør og omvendt. Jeg var i tvivl om hvad der var det bedste i denne situation, og efter at have konfereret med dyrlægerne, var deres konklusion at Maluba ikke ville forstå hvad der skete. Lige efter en aflivning lugter en hest selvsagt endnu ikke af død, så sandsynligheden for at Maluba bare ikke ville forstå, hvorfor hendes mor ikke rejste sig ville være meget større end forståelsen af, at hendes mor ikke længere var der. Så beslutningen blev at få Maluba hjem.
Det er en meget ulykkelig situation at stå i. Heldigvis er der altid folk klar til at hjælpe i sådan en situation, og der skal lyde en kæmpe tak til alle dem der tilbød sin hjælp! Det betyder så utroligt meget, når folk er villige til at hjælpe i en ulykkelig situation. Den nok bedste opringning kom fra en rutineret avler, der den følgende morgen fortalte mig, at et 5 ugers føl ikke dør af ikke at få mælk nogle dage. Alle kan være enige om at det ikke er optimalt, men det er ikke ligesom et nyfødt føl, hvor det er kritisk, hvis man ikke kan få noget i føllet. Det gav lidt ro i kroppen på mig, da jeg endnu ikke vidste hvad jeg helt stod over for af udfordringer. For jeg kunne godt se at hun havde ret, men man har jo altid hørt, at der skal mælk i føllet. Men oftest er det jo også i forbindelse med folingen, at det går galt for hoppen – når det en sjælden gang i mellem går galt. Det var en udtagelse, jeg holdt mig til i de meget stressede timer. Der gik over tre hele dage, før det lykkedes at få hende til at drikke ordentlig mælk igen.
Dog kom den allerbedste hjælp fra min veninde Katja, der som hestehandler har en del forskellige heste stående. Jeg ringede og hørte om hun ikke havde et eller andet stående, som jeg kunne låne til mit føl. Det viste sig at hun havde den perfekte hoppe (også kaldet Vivi) stående. I 2017 havde hoppen selv fået føl, og da hoppen var kommet til hende, havde hoppen taget en af hendes fravænnede plage til sig. Hende fik jeg lov til at køre ud og hente, og så ventede vi ellers på dyrlægen.
Det er sådan, at man kan hormonbehandle hopperne til både at tage føllene til sig, men der findes også medicin som kan give mælkeproduktion hos hoppen. Så det blev den løsning, jeg valgte når jeg nu fik lov til at låne den perfekte hoppe.
Hvilken fantastisk dyrlæge jeg har mig i sådan en akut situation. Louise Hellenberg kom sent samme aften, og det var på trods af at hun ikke havde vagten. Vi gik i gang med at hormonbehandle hoppen – desværre fik vi her ikke helt den ønskede reaktion, men omvendt fik vi heller ikke nogen forkert reaktion. Så efter 30-45 minutter valgte vi at forsøge igen lørdag morgen. Frisk og frejdig kom dyrlægen forbi næste morgen. Her blev der brugt et andet medikament, og så fik vi den ønskede reaktion. Der gik ikke længe, før Vivi reagerede positivt på Maluba og stod og slikkede hende – jeg kan slet ikke beskrive den glæde der fór igennem kroppen på mig. Alt så godt og lyst ud, så en time efter Louise var kommet, kunne hun køre igen. Så sad jeg ellers på en skammel i stalden de følgende to timer og kiggede skiftevis på boksen og min mobil – for jeg skulle kunne skride ind, hvis det nu viste sig at Vivi alligevel ville afvise Maluba.
Heldigvis skete det ikke, og nu et par uger efter, er alt stadig i den skønneste orden. Vivi behandler Maluba som var det hendes eget føl, og Maluba er bare så glad for sin nye mor. Samtidig gik vi også i gang med at hormonbehandle til at danne mælk, og sørme ikke om der efter nogle dage begyndte at være mælk i yveret.
Det har været en rigtig hård omgang. Endnu engang skal der lyde en tak til alle involverede og alle der tilbød sin hjælp. Det betyder alt!
Vil I følge med i min hverdag, kan i følge mig på Facebook her eller på Instagram her.
