Kristine Ulsø Olsen
Paradressur-rytter Tina Chabert Jensen har de seneste år haft stor succes med den 17-årige hest Ælling, hvor de i 2020 vandt DM for pararyttere i grad I og sluttede året år med at vinde Blue Hors Para Cup. Desværre døde Ælling natten til onsdag i sidste uge af akut tarmslyng, trods stor indsats fra dyrlægerne.
– Han var en utrolig forsigtig, sød og opmærksom hest, sådan en rigtig handicap venlig hest. Han er uden tvivl skyld i at jeg nu kan gå og stå med den muskulatur som jeg har, da han har været medvirkende til at jeg er gået fra at sidde permanent i kørestol, til nu at kunne gå rundt om ham og strigle ham, fortæller Tina.
Da Helene Elisabeth Sloth for syv år siden slog dørene op for handicapridecenter på Ellekærgaard i Lejre, investerede hun også i hesten Ælling og i 2015 begyndte Tina Chabert Jensen at ride Ælling. Tina har tidligere været klassificeret som pararytter i grad II, men rykkede i 2019 ned til grad I, da hun har sygdommen sekundær progressiv sclerose. Sammen har hun og Ælling deltaget ved DM fem år i træk, hvor det i 2018 og 2019 til sølv ved individuelt DM på henholdsvis Broholm og ved Equitour, mens ekvipagen 2020 vandt det danske mesterskab for grad I-ryttere. De flotte resultater gennem de seneste år, gjorde også at ekvipagen blev udtaget til A-truppen og dermed var i kampen om pladserne ved De paralympiske lege til sommer.
– Han har virkelig betydet alt for mig, så det er ekstra hårdt at han ikke er her mere. Når jeg havde redet ham var jeg altid træt på en fysisk behagelig måde og den samhørighed vi havde var virkelig fantastisk. Det at ride, er blevet hele mit liv, så nu skal vi have fundet en hest der kan overtage hans plads, slutter Tina.