Jytte Lemkow
Sikken en finale, sikken en kvalitet og sikken et niveau. Sjældent har man set så mange gode ridt, og så mange pragtfulde og talentfulde heste på én gang og sjældent rider rytterne for et så talstærkt og fagkyndigt publikum, som det var tilfældet i Deutsche Bank Arena her i formiddags.
Bortset fra Sönke Rohtenberger og Cosmo var hele verdenseliten samlet og deriblandt er Cathrine Dufour med Atterupgaards Cassidy, og Daniel Bachmann Andersen med Blue Hors Zack. Det er jo helt forrygende. De sluttede henholdsvis som nr. fire og seks med så flotte % som 84.835, hvilket var ganske tæt på Laura Graves fra USA der red med 85,085 %.
Begge red op til deres bedste, og for Daniel kunne det betale sig at have klassens sværeste kür. Alle øvelser lykkedes og de sluttede af i en forrygende hel pirouette i piaffe til bragende applaus.
Det er svært at komme efter Isabell Werth, som efter et ridt, der fik hårene til at rejse sig, opnåede hele 87.625%. Men Cathrine red virkelig op til sidst bedste, bortset fra en uoverensstemmelse ved K, hvor Cassidy troede den skulle trave. Det var udenfor de egentlige øvelser, men trak desværre nok ned i harmoni mellem hest og rytter. Cathrine fandt hurtigt rytmen igen, og vovede endda som klassens eneste at lave sine snart berømte changementer for hvert andet galopspring direkte fulgt af changementer for hvert. Mange ryttere laver changementer på knækket eller buet spor, men ingen andre end Cathrine tør kombinere dem direkte.
Set med dansk hesteavls øjne, og som tilskuer for øvrigt, var det dagens store positive overraskelse at Kasey Perry-Glass fra USA, med den danskavlede Gørklintegaards Dublet efter Diamond Hit -Ferro, kunne slå sin landsmand Laura Graves og Verdades, som nu havde affundet sig med TV kameret. Kasey og G. Dublet havde en dag hvor al ting klappede, og den er gevaldig stærk i alle de svære øvelser, hvilket var en ren fornøjelse at se på. De opnåede hele 85.205%, hvilket cementerer de amerikanske dressurrytteres styrke.
Næsten danskeren Servero Jurarado Lopez var den første rytter, der med Deep Impact var ved at få taget på stadion til at løfte sig. Det skyldes ikke mindst hestens forrygende frie trav, men den gik fejlfrit i et svært program.
Servero opnåede en flot ottendeplads med 81,113%.
Skulle man ikke før have forstået hvorfor Isabell Werth er verdens mest vindende rytter, så fik man det bekræftet i dag. Når hun er presset, så yder hun og hendes hest det ypperste, og Emilio var sit lidt grove ydre til trods virkelig en verdensstjerne. Det var Isabells 12 sejr i Grosse Preis von Aachen på fire forskellige heste!