Britt Carlsen
World Cup Herning har inviteret til 3-stjernet Grand Prix-tour sideløbende med World Cup kvalifikationen og i Zibrasport Grand Prix fik vi et kig ind i fremtiden, og den ser bestemt lys ud. Cathrine Dufour har i Bohemian e. Bordeaux en hest, der ser ud til at kunne gå op i mod verdens bedste. Han er blot 8 år og tog den store arena i MCH Messecenter Herning med overblik. Parret scorede flotte points fra dommerne, hvor det blev til et par 9-taller og 76,587% en enkelt dommer så ikke det samme som sine kolleger, men pointene gav Cathrine en sikker førsteplads foran Daniel Bachmann Andersen og avlshingsten Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz.
Mens Bohemian lige mangler noget styrke i enkelte øvelser, hvilket jo er fuldt forståeligt hestens alder taget i betragtning, så har Daniel fået styrket den 10-årige hingst, og fået ham til at falde til ro på banen. Også Don O imponerer i piaffe, passage og overgange, og så stod han flot fortil gennem hele programmet. Daniel scorede 75,543% til en andenplads.
Tyske Kathleen Keller og San Royal kom ind på tredjepladsen med 73,804% foran Lone Bang Larsen som har Bakkely's Onandt e. Onassis helt på rette vej, og i dag fik vist et energisk, fejlfrit program til 71,587%
Både Cathrine Dufour og Daniel Bachmann var meget tilfredse med deres heste i dagens Grand Prix, som de fortæller i web tv klippene her i nyheden, hvor Cathrine også fortæller, hvordan det går med Atterupgaards Cassidy.
Se resultatet af klassen HER