Camilla Tiefensee Schrøder
Grand Prix Freestyle-klassen i FEI World Cup Paris er i fuld gang, og Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack har netop været på banen med en flot kür, hvor de brød 80 %-barrieren og placerede sig i toppen af feltet.
Daniel Bachmann Andersen havde været meget spændt på at præsentere sin nye kür. Det nye program med høj sværhedsgrad skulle være en overraskelse, og derfor havde han holdt det tæt ind til kroppen.
Han gik fra sværhedsgrad 8,6 til 9,7, og det blev i høj grad anerkendt af dommerne. Undervejs i galopprogrammet var karakteren for sværhedsgraden helt oppe over 91%.
– Et af de sværeste steder var, da jeg skulle ride fra travers til højre direkte ud i galoppirouette til højre og med det samme derfra changement til venstre, travers til venstre og galoppirouette til venstre, og så igen changement til højre og travers til højre. Lidt ligesom en galop-zigzag med indbyggede pirouetter og changementer. Det er svært, fordi der er en helt speciel musik til både traversen og pirouetten, som skal passe til, så derfor skal det bare sidde i skabet – og det gjorde det heldigvis. Alt i programmet var svært, så jeg skulle virkelig holde tungen lige i munden, men det gik rigtig godt. Jeg red 80%, jeg er så glad, siger Daniel Bachmann Andersen.
Med det flotte resultat lå den danske ekvipage nummer 1 inden pausen.
Se resultatlisten.