Folkeoplysnings-formand undrer sig

10-04-2008 07:44

Maja Golles

Formanden for Folkeoplysningudvalget i Favrskov Kommune undrer sig over den dårlige økonomi i Hinnerup Rideklub, som vi omtalte her på siden i går.

Formanden for Folkeoplysningudvalget i Favrskov Kommune Søren Eriksen er allerede blevet kontaktet af flere forældre, som er bekymrede for fremtiden, og det at Hinnerup nu mister et sted, hvor alle kan få rideundervisning. »Vi vidste, at klubben kom til at mangle omkring 190.000 kroner i tilskud, fordi den gamle Hinnerup Kommune generelt lå højt med aktivitetstilskud. Men at det manglende beløb nu er nået op på 240.000 kroner, det undrer mig,« siger Søren Eriksen. »Det er jo ærgerligt, hvis man i fremtiden kun kan ride på sin egen hest i rideklubben. Både for kommunens skyld og for borgernes skyld vil vi gerne sikre bredden i idræts­tilbuddene i kommunen. Derfor vil vi gerne have ridning med. Det lyder som at klubben er på vej ind i en blindgyde, som jeg ikke bryder mig om. Det er rigtig ærgerligt, hvis Hinnerup Rideklub sælger hestene,« siger han. Han undrer sig over, at klubben ikke har henvendt sig til ham for at diskutere situationen. Han vil ikke udelukke, at Favrskov Kommune kan blive nødt til at kigge på til­deling af tilskud, hvis klubben kun bliver for folk med egen hest. Søren Eriksen har nu bedt kultur- og fritidsforvaltningen om at kigge på sagen. Kilde: Århus Stiftstidende

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner