Thilde Alsing
Årets første Baltic Cup-stævne, Riders Cup, er skudt i gang. Herlufmagle udgør rammerne for stævnet, hvor 467 ryttere skal starte henover weekenden. I løbet af dagen har der været forskellige klasser for både ponyryttere, children og juniorer.
I løbet af formiddagen blev der afviklet small tour-klasser for ponyrytterne, og i løbet af eftermiddagen gjaldt det big tour for ponyrytterne.
I big tour-klasserne blev det blandt andet til en sejr for Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Parc Icon i klassen for kategori 1-ponyer, da de klarede sig fejlfrit igennem begge runder.
De øvrige placeringer i klassen blev også besat af danske ryttere, da Frederikke Hoffmann Kønigsfeldt og Kingston Rebel e. Gurteen Rebel indtog andenpladsen, Klara Mue Snebjørn Poulsen og MHS Kilkenny All Star e. Olympic Lux/ Cavalier blev nr. 3 og Nicoline Engel Bjerre og HM Darco Design blev nr. 4 i klassen.
I to'erne ponyernes big tour-klasse blev det til en sejr for Fiona Schou-Sørensen og Skovslands Elliot, der som eneste ekvipage klarede sig fejlfrit igennem banen. Det lykkedes dog Rebekka Sehestedt Juul og Tullineaskey Fear Ideas e. Templebready Fear Bui at ride sig til en andenpladsen til trods for, at de havde seks fejl i den indledende runde. Men en hurtig omspringningstid sikrede dem lige akkurat en placering i klassen.
Hos 3'er ponyerne var det de svenske ryttere, der dominerede toppen af feltet i big tour-klassen. En dansk rytter havde dog held med at ride sig til placering, nemlig Ellen Vester Reymert og Dinko Star, der med et fejlfrit ridt opnåede en placering som nr. 3.
Dansk top i children-klasserne
Eftermiddagen bød på både small tour-klasser for children og senere big tour-klasser for samme aldersgruppe.
I childrens big tour-klassen blev det til en sejr for Sille Hartvig Nielsen og Quimono de la Roque e. Kannan/ Quick Star, der red sig fejlfrit og hurtigt igennem banen. Ikke langt efter fulgte Lærke Holst Bathum og Hyllegaardens Bounty Diamond e. Balou/ De Noir, der var blot 0,67 sekunder fra vindertiden i omspringningen.
Laura Sloth Kjær og Kjær's Sweetheart e. Heartbeat/ Corratus blev placeret som nr. 3, mens Dicte Rigmor Stampe og Lanssini e. Lancer II/ Cassini I blev nr. 4.
I aftenens sidste klasse, big tour for juniorer, gik sejren til svenske Filippa Ytterell og El Torro Vdp e. Ukato/ Voltaire. Hun var dog skarpt efterfulgt af danske Amalie König og Jorsinaa e. Arezzo/ C-Indoctro, der var blot 0,45 sekunder fra sejren.
Tredjepladsen gik til Nicoline Bo Rasmussen og Diva. R e. E Bøgegårdens Dicapo/ Cassini II, mens fjerdepladsen gik til Maya Ceder og GSS Westwood e. Pacino/ Skippy.