Signe Wiese
- De nye baner gav god sport og fair resultater. Særlig glædeligt var det at se, hvor mange gode juniorryttere, vi har på vej og set med klubbriller, at Haslev- Køre- og Rideforenings ponyryttere står stærkt i billedet, fortæller overdommer på landsstævnet Karin Semberlund. Den højeste klasse CNC1* blev vundet af Kamilla Christensen, FRI, på Bally Dane, der uden fejl i spring og terræn endte med 46,56 strafpoint foran juniorytteren Bianca Walton, AOR, på Lucky Luke, der med i alt 47,48 strafpoint og en tidsfejl på 2,8 på terrænbanen måtte se sejren og doteringen på 2.000 kr. gå til Kamilla Christensen. På tredjepladsen kom Martina Kastrup Loft, HDR, på Picolien med 52,12. Til gengæld tog Bianca Walton revanche i CNC100, hvor hun sejrede suverænt med Löwes Douglas med 36,13 strafpoint efterfulgt af svenskeren Maria Näsström på Zauberlied med 48,31 strafpoint og med Livingstone redet af Louisa Poulsen, GDR, på 3. pladsen med 51,49. CNC90 for hest med hele 29 starter blev vundet af Christina Ebbesen, RIR, på Caliber med 38,18 straf, Kærgård´s Long Legged Bally med Lotte Koefoed Pedersen, KMK, blev toer med 45,68, mens den lokale rytter fra HKR Gitte Skytte tog sig af 3.pladsen med Mosegårdens Dukat med 47.63 strafpoint. I den sværeste ponyklasse CNCP2* var det marginalerne, der afgjorde, at den kun 12-årige Rikke N. Andersen fra Haslev Køre- og Rideforening på Denver med 56,18 straf tog både den røde sløjfe, doteringen på 2.000 kroner og den flotte cykel fra SuperBrugsen i Herfølge med hjem. På 2. pladsen kom Mai Kaas fra VNKR med Midnight af Lergraven med 57,43 straf. Begge fik en bom på springbanen men var fejlfri gennem den svære bane, der også fungerede som iagttagelsesstævne med henblik på udtagelse til EM i efteråret. Rikke N. Andersen var og blev dagens bedste ponyrytter i Haslev, idet hun også snuppede sejren i CNCP1* med Ruby Gold med i alt 48,58 straf, mens Sofie Møller Jensen, VNKR, på Lillevangs Ember besatte 2. pladsen med 59,43. Haslev Køre- og Rideforening gjorde rent bord i ponyklasserne, da Celina Bonne på Aurora Stengaard sejrede med 38,18 straf foran klubkammeraten Laura Johansen Skov på Kjølens Frigger med 39,21 foran Frederikke Mikkelsen, GEK, på Flying Dutchmann med 51,31 straf. Kilde: Pressemeddelelse