Stine Gertsen
KEOPS Grand Prix søndag eftermiddag i Bernstorffsparken bød på super sport og stor spænding. Hele 11 danske ryttere havde kvalificeret sig blandt de i alt 49 ryttere, der kæmpede om æren, pointene og ikke mindst de godt 70.000 kr. der var i præmiepuljen til vinderen. 14 ryttere var fejlfrie til omspringning, og heraf var to danske; Charlotte Lund/Rosina Mosebo e. Rambo og Thomas Sandgaard/AK’s Anima. Desværre fik både Charlotte og Thomas nedslag i omspringningen, Thomas var tættest på med et enkelt nedslag og en tid, der ville have givet ham andenpladsen i Grand Prix’en – han sluttede på 4. pladsen. Sejren gik til den belgiske ungrytter Pieter Devos og den 11-årige, særdeles velspringende hoppe, Tekila e. Gotspe. Flere danske ryttere var tæt på at følge Thomas og Charlotte ind i omspringningen. Tættest på var Michæl Aabo og avlshingsten Casino, der var fejlfri på forhindringerne, men parret fik en enkelt tidsfejl. Torben Frandsen/Alcamo Vogt, Andreas Schou/Tågerups Agenda, Lars Bak Andersen/Conair og Tina Lund/Carola fik alle et enkelt, ærgerligt nedslag på den teknisk meget udfordrende bane. Tina Lund styrtede på Carola på opvarmningsbanen, og selvom hun red med tydelige smerter lykkedes det hende at være fejlfri indtil der kun manglede to forhindringer. Da stævnet var slut blev hun kørt på hospitalet til nærmere undersøgelse.