Dansk frieserhingst opnår Sport-Elite prædikat

26-09-2024 10:06

Den danske frieserhingst, Comet Ellemose, tilføjede i sidste måned det sjældne Sport-Elite prædikat til sit CV. Prædikatet opnåes ved starter i Prix St. Georges eller højere niveau, og nu har den danske hingst altså opnået det

Copyright Ridehesten.com
Den danske frieserhingst, Comet Ellemose, har netop opnået Sport-Elite prædikatet. Her med ejer, Solveig B. Folkmann i sadlen. Foto: Privat.

Det er ikke hver dag, at en frieser opnår et Sport-Elite prædikat, men det er altså sket for den danske frieserhingst, Comet Ellemose e. Alke 468/ Thomas 327, der er avlet hos Stutteri Ellemose ved Heidi og Jørgen Jørgensen. Prædikatet opnåes ved starter i Prix St. Georges eller højere mindst fem gange til mindst 60%, og er altså ikke bare lige sådan at få. 

De seneste år er frieseren blevet avlet lettere og mere sportsvenlig, og dermed ser man også flere og flere af dem på dressurbanerne rundt i verden. Det gør dog ikke, at Sport-Elite prædikatet bliver nemmere at få, da det ses yderst sjældent hos frieserracen, og derfor er det endnu mere fantastisk, at det faktisk er sket for Stutteri Ellemose hele to gange. De har nemlig også avlet Sport-Elite avlshingsten ULBE 506 e. Adelprag Anders 451/ Anton 343, som konkurrerer på Intermediare niveau, hvilket er en yderst imponerende avlerpræstation af Stutteri Ellemose. 

Copyright Ridehesten.com
Comet Ellemose og Solveig B. Folkmann. Foto: Privat.

Den 8-årige hingst, Comet Ellemose, ejes i dag af Solveig B. Folkmann, der selv har uddannet ham og blandt andet deltaget ved semifinalen ved 6-års championatet i Holland, som parret kvalificerede sig til. I februar kom Comet Ellemose til Holland og har siden været i hollandske hænder hos Harmina Holverda, med henblik på netop Sport-Elite prædikatet, samt en eventuel kåring i det hollandske forbund KFPS. Efter få måneders samarbejde meldte Comet og Harmina til start, og har i løbet af sommeren indkasseret flere sejre samt point nok til at kunne skrive sig ind som Sport-Elite. 

Jeg synes det er helt vildt, hvad Comet har opnået, fortæller ejer, Solveig B. Folkmann og fortsætter: – Comet er bare en enormt glad og arbejdsvillig dreng. Jeg er virkelig stolt af ham, og meget ydmyg og taknemlig for den rejse, vi har været på indtil videre. Nu venter der en spændende tid for Comet, som hele tiden udvikler sig positivt med stort talent for de højere klasser, så jeg glæder mig til at se, hvad ham og Harmina kan opnå sammen, afslutter Solveig. 

Copyright Ridehesten.com
Comet Ellemose rides nu af hollandske Harmina Holverda. Foto: Privat.
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen