En broget frieser i det fine selskab

14-06-2018 10:06

Camilla Tiefensee Schrøder

Avl

Barokpintoen, som er en krydsning mellem en frieser og en pinto, var i år for første gang repræsenteret som race på Roskilde Dyrskue. Mød de to eksemplarer, Houdini og Harlekin

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der blev peget lidt ad Ida Simonis to barokpintoer, da de blev fremvist sammen med de mange andre hesteracer i store ring på Roskilde Dyrskue. For hvad er nu det for noget med sådan en broget frieser? For nogles vedkommende udtrykte pegefingeren beundring over den specielle hest med frieserens kropsbygning og bølgede man kombineret med pintoens iøjenfaldende farve og sporty udseende. Men ikke alle er lige begejstrede over avlsprogrammet, der blander frieser og pinto. Sådan har det været siden de første barokpintoer blev avlet i frieserens oprindelsesland, Holland, fortæller Joan Madsen fra Vejen, som er en af landets få officielle barokpintoavlere under Dansk Pintoforening.

Skiller sig ud fra mængden
I Danmark har der fandtes barokpintoer i ca. 8 år, og Joan har været med til at starte avlen op her i landet. Hun har bl.a. avlet de to heste, Houdini af Dortheasminde og Harlekin af Dortheasminde, der blev fremvist som repræsentanter for racen på Roskilde Dyrskue i år. Hestene, som begge er 2-års hingste, er ejet af Ida Simoni fra Gundsømagle ved Roskilde, som fremviste dem sammen med sin far. Og velset eller ej – både Joan og Ida er meget begejstrede for barokpintoen, som i år for første gang fik lov at blive udstillet på det store dyrskue.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg faldt for racen, fordi de skiller sig ud fra mængden og har en flot udstråling. Og så har de et godt temperament til konkurrencekørsel, hvor de både egner sig til dressur, maraton og forhindringskørsel, fortæller Ida Simoni, som kører middelsvær på landsstævneniveau. Planen er, at Houdini og Harlekin skal køres til og gå i tospand sammen.
Kravet til racen er, at den skal indeholde minimum 50 % frieser. Det gælder om, at den skal ligne en frieser så meget som muligt, lige pånær farven, forklarer Joan:
– Vores drøm er at lave en broget hest i så høj frieserprocent som muligt.

Copyright Ridehesten.com
Ida og Harlekin i opvisningsringen på Roskilde Dyrskue. Foto: Ridehesten.com/Camilla T. Schrøder

Houdini levede op til sit navn
Det er gået rigtig godt på dyrskuet, hvor begge unge hingste fik en hvid roset med bedømmelsen 22 point. De har også opført sig ganske eksemplarisk og tacklet både balloner, højttalere og smækkende bildøre med ophøjet ro, fortæller Ida. Men en smule ballade fik den ene unghingst alligevel lavet:
– Houdini levede helt op til sit navn, griner Ida. – Han startede lige med at hoppe ud af boksen, fordi han så en lækker hoppe. Jeg stod lige foran boksen med ryggen til og snakkede med en pige, der kom forbi med hoppen, og så stod han lige pludselig ved siden af mig. Han var simpelthen kravlet halvvejs over boksdøren!

Ida plænlægger også at tage Houdini og Harlekin med til landsstævnet i Herning den 5.-7. juli.

Copyright Ridehesten.com
Joan og Ida hygger sig foran stalden med hestene. Foto: Ridehesten.com/Camilla T. Schrøder
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner