Mette Andersen
To hingste kunne ikke fuldføre Dansk Varmblods materialprøve for avlshingste på grund af skader under den afsluttende prøve, men samtlige øvrige hingste bestod materialprøven i enten dressur- eller springdisciplinen. Vinder af dressurdsciplinen blev fløjhingsten fra Dansk Varmblods hingstekåring i marts, Blue Hors Develino. Hingsten imponerede ved kåringen, da han blev mønstret og vist løs, og han indfriede alle forventninger ved at samarbejde perfekt med testrytter Lotte Strarup i gangartsbedømmelsen. Også i springning var hingsten med fremme, idet han her sluttede på en 6. plads. Blue Hors Develino er efter Blue Hors Don Romantic/Waldsohn og han er opdrættet af Jytte og Hans Knudsen i Sørvad. Hingsten ejes af Blue Hors, som også ejer Blue Hors Zack e. Rousseau opdrættet i Holland. Hingsen kom ind på andenpladsen i afprøvningen. Hele seks gangartshingste opnåede over 800 points i gangartsdisciplinen, hvilket betyder, at de opnår kåring, såfremt de fremstilles for kåringskommissionen ved marts måneds hingstekåring i Herning. Foruden de to hingste fra Blue Hors var det: Alibi D e. Alcazar opdrættet af Ingrid Dahlmann og ejet af J.E. Markussen - Skovens Rafæl e. Blue Hors Romanov opdrættet af Jens Lund Pedersen Kirsten Hansen og ejet af Lotte Lindgreen og Per Skjærbæk - Prinz 3 e. K2 opdrættet i Tyskland og ejet af Stutteri Højagergaard samt Zo Special D e. Special D opdrættet i Holland og ejet af Dressurstald Sølyst. I springdesiplinen var der en fløjplads til den tyskopdrættede holstener hingst, Cosmeo e. Contender ejet af Stald Cajus i Gram. Kun tre springhingste opnåede de forjættende 800 points, foruden Cosmeo var det forædlerhingsten Escapology T e. Esteban xx opdrættet af Annette Taldorf og ejet af Hanne Helmers og Frank Kjelberg - Quintalia II e. Quintero opdrættet i Tyskland og ejet af Ulrich Clemmensen. I Ridehestens november nummer kan man læse mere om afprøvningen, høre testrytteres og dommernes kommentarer til hingstene med meget mere.