Flere danskere godt på vej mod World Cup-finale

22-02-2022 06:45

Annika Knudsen Lorentsen

World Cup finalen i dressur 2022 afholdes i Leipzig til april og flere danske ryttere er godt placeret frem mod finalen, hvor maksimalt 18 ekvipager kan komme til start. Faktisk er både Cathrine Laudrup-Dufour og Nanna Skodborg Merrald placeret i top-3 i den samlede stilling

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour med Vamos Amigos. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

I følge reglerne for World Cup-dressur, kan maksimalt 18 ekvipager deltage ved World Cup-finalen, som i år afholdes i Leipzig fra den 7.-9. april. Her går 9 af pladser til den vesteuropæiske liga, som er den Danmark tilhører. 

Maksimalt tre ryttere fra hver nation kan deltage, og det betyder, at der højest kan komme tre danskere til start ved finalen. Som stillingen er efter weekendens World Cup-kvalifikation er to danske ryttere placeret i top-3, hvilket betyder, at de pt. er kvalificeret til finalen. 

Den ene er Cathrine Dufour, som med 52 point fra de kvalifikationer, der er afholdt, er placeret på en delt førsteplads med tyske Frederic Wandres. Hun vandt kvalifikationen i Herning i oktober i sadlen på sin mangeårige partner Atterupgaards Cassidy, mens hun i går endte på en formen andenplads i Neumünster i sadlen på Vamos Amigos, som er den tredje hest i sin karriere, som hun har uddannet til absolut topniveau. Det var også i sadlen på Vamos Amigos, at hun blev nr. 4 ved kvalifikationen i Lyon i slutningen af oktober.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald med Atterupgaards Orthilia. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den anden danske rytter i top-3 er Nanna Skodborg Merrald, som i går endte som nr. 3 ved World Cup-kvalifikationen i Neumünster i sadlen på Atterupgaards Orthilia. Hun blev ligeledes 2'er ved kvalifikationen i Lyon, og har også opnået point ved andre kvalifikationer. Hun har sammenlagt 47 point, hvilket giver hende en tredjeplads i stillingen lige efter Cathrine og Frederic. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Tre danskere i top-10
Hvis alle kvalificerede ryttere vælger at deltage ved finalen, er det de ni bedste på ranglisten, der kommer til finalen, og derfor er den tredjebedste dansker på ranglisten endnu ikke sikker på en finalekvalifikation. 

Her er det Carina Cassøe-Krüth der er placeret på en flot 10. plads med 30 point efter weekendens kvalifikation, hvor hun ligeledes opnåede en flot placering. 

Der er som det ser ud nu én kvalifikation tilbage, hvor de danske ryttere har mulighed for at ride point hjem. Det er i s'Hertogenbosch i Holland i marts, og her har Carina altså mulighed for at ride en sikker kvalifikation i hus, såfremt hun stiller til start og ønsker at deltage ved finalen.

I top-10 lige nu er der tre tyske ryttere, men da titelvinderen fra sidste World Cup-finale automatisk er kvalificeret, ser det ud til, at kun to af disse opnår kvalifikation til finalen. Forsvarende vinder er tyske Isabell Werth, som ikke er blandt de tyskere der er i top-10.

Se ranglisten for den vesteuropæiske liga. 

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner