Britt Carlsen
Thomas Velins selvtillid er kun blev styrket i Las Vegas, hvor Grim St. Clair har sprunget helt uovertruffent godt og klaret alle de prøver, som banebyggeren og Thomas har stillet ham. Hingstens selvtillid er helt i top, og det er bestemt ikke en selvfølge for de topheste, der kommer ind i denne finale. Banen her i Thomas & Mack-centret stiller store krav til hestene, og det er bestemt ikke alle heste, som føler sig godt tilpas i den heksekedel af lyd og lys, de bliver stillet overfor, når de kommer ind i hallen. Hollandske Gerco Schröder, der sluttede på førstepladsen i den vesteuropæiske liga, kom ikke til start i anden runde, for Eurocommerce Seattle havde fundstændig mistet tilliden til opgaven i tidsspringningen, hvor parret fik flere nedrivninger. Thomas og Grim St. Clair har arbejdet stivheden ud af musklerne her til morgen med lidt let grundarbejde, og Thomas melder hingsten fit og tilpas efter to hårde konkurrencedage. - Han har dog godt af at få en hviledag i dag, fortæller Thomas efter sit morgenridt. Han glæder sig til finalens to runder, og vurderer, at alt kan ske, men springer Grim St. Clair med samme sikkerhed, forsigtighed og ridelighed som i de to første afdelinger her i Las Vegas, så har Thomas en reel mulighed for at slutte helt i toppen af konkurrencen. Meredith Michæls-Beerbaums Shutterfly er i absolut topform, den fantastiske springhest har vist sig så overlegen på banen, som vi sjældent har set det, men selv Meredith kan fejle. Sidste gang, vi var til World Cup-finale i Las Vegas, faldt hun af i landingen efter en forhindring, hvor hun ville den ene vej (den rigtige) mens Shutterfly besluttede, at det var bedst at dreje til den anden side. Meredith har som den eneste 0 fejl efterfulgt af amerikanske McLain Ward og fantastiske Sapphire med 2 fejl. Selvom parret var fejlfrie i fredagens springning, så slog Sapphire hårdt på flere forhindringer, så måske har de opbrugt deres held for denne finale? Albert Zoer og Oki Doki er nu tilbage i absolut topform, den fantastiske hest springer på sin egen måde, men med vældig energi og forsigtighed. De var udset til at kunne gå helt til tops ved OL i Hongkong, men et uheld i stalden rev munden op på hesten, og et par uger før afrejsen brækkede Zoer benet så alvorligt, at han har været længe om at få genvundet styrken og bevægeligheden. Hollænderen har 4 fejl. Endnu en amerikaner følger på 4. pladsen, sidste års store overraskelse i World Cup-finalen i Göteborg Rich Fellers og Flexibel sluttede på andenpladsen, de er i år nr. 4 med 6 fejl. Schweiziske Christina Liebherr har sit at se til med LB No Mercy inde på banen. Den ambitiøse hest passer bedst til store, udendørsbaner, og selvom de klarede sig fremragende på førstedagen, så fandt de to aldrig ind i en god rytme fredag, og i omspringningen kostede deres indbyrdes kamp om lederskabet et stop, nedrivning og tidsfejl. De ligger på en delt 5. plads med Thomas Velin, begge med 7 fejl. Rodrigo Pessoa følger efter med Rufus der har 8 fejl, og så er der et stort spring ned til Beezie Madden, Ben Maher og Ludger Beerbaum, der er noteret for 14 fejl. Thomas Velin har en god chance for at slutte i top tre i denne World Cup-finale, men, som han selv konstaterede i dag, så er vi meget klogere søndag aften.