Glad Mikala på vej til Lyon

04-04-2014 13:50

- Det er jo med lidt blandede følelser at komme med pga., at en anden er skadet, fortæller Mikala M. Gundersen blandt andet til Ridehesten.com, mens hun har travlt med de sidste forberedelser inden World Cup-finalen i Lyon om få dage 

Copyright Ridehesten.com
Mikala M. Gundersen og My Lady.

- Jeg er en stor fan af Anna og Pepe og synes, det er en fornuftig beslutning, at Anna tager den med ro, indtil hun er helet, da Danmark virkelig har brug for hende og Pepe senere på året til VM. Når det er sagt, er jeg super glad og stolt over at få lov at komme med til World Cup-finalen. My Lady og jeg har haft en forrygende vintersæson her i Florida, hvor Lady har været virkelig stabilt gående, og hvor hun er placeret i top tre 12 gange ud af 12 starter, fortæller Mikala M. Gundersen til Ridehesten.com.

- Jeg fik en e-mail fra Kimi (Kimi Nielsen, holdleder, red.) i går eftermiddags om, at Anna i samråd med en af Team Danmarks læger havde besluttet ikke at ride i finalen i Lyon, så hvis jeg kunne nå at få ordnet papirer og få en flybillet til Lady, så kunne jeg komme med. Jeg er kvalificeret her i USA ved at ligge som nr. to efter årets kvalifikationer (Lars Petersen ligger nr. 1). Pga. af reglerne om, at hvert land kun må stille tre ryttere i finalen, så var jeg altså fjerdemand efter Anna (Kasprzak, red.), Nanna (Skodborg Merrald, red.) og Lars (Petersen, red.). Der er rigtig mange heste der flyver til Europa fra Miami i øjeblikket, da sæsonen nu er slut, så der skulle flyttes rundt på nogle heste for at få plads til Lady på flyet. Heldigvis kunne det lade sig gøre. Janne Rumbough som ejer Lady er altid med på sidelinjen og bakker os 100% op. Jeg er glad for, at Lady kommer til at rejse med Mariett, for de kender hinanden og har rejst sammen sidste år også. Det er utrolig vigtigt for hestene, at de har mindst muligt stress, når de rejser, så det hjælper at have en 'buddy' med. Nu er der bare en hel masse, der skal ordnes, pakkes og organiseres. My Lady bliver i Europa efter World Cup-finalen, da der så kun er lidt over en måned til DM, som vi i forvejen havde planlagt at rejse hjem til, slutter Mikala M. Gundersen.

World Cup-finalen rides i franske Lyon og foregår i påskedagene fra den 17.-21. april 2014. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen