Flere 10-taller til Gal i Odense

19-10-2014 17:45

Britt Carlsen

Edward Gal red sig til sejren og de høje points i Reem Acra FEI World Cup kür i Odense, men det var Agnete Kirk Thinggaard, der red sig ind i hjerterne hos publikum, der taktfast klappede hende og Jo Jo AZ det sidste stykke mod afslutningsparaden

Dommerne nærmest strøede omkring sig med 10-taller til kombinationen Edward Gal og Glock's Undercover NOP e. Ferro og det gav dem en sikker sejr på 88,625% - en lille skade holdt parret ude af VM-deltagelse i Normandiet, men nu er de tilbage og det på en måde, så man kun kan blive imponeret af den harmoni, samhørighed, lydighed og kontrol som kendetegner parrets samspil på banen.

17 år og still going strong - Adelinde Cornelissen red sig ind på andenpladsen med Jerich Parzival NOP e. Jazz. Naturligvis bærer hesten præg af, at den nu er 17 år, til sammenligning med, hvad vi husker i hestens velmagtsdage, men Adelinde rider topprofessionelt og så kan ingen tage fra parret, at piafferne er så regelmæssige som blev de afviklet efter en metronom. De scorede 84,3% til andenpladsen.

Isabell Werth har vundet alt, hvad der er værd at vinde i international dressur. Hendes enorme rutine skinner tydeligt igennem, når hun nærmest følger sin musik på punktet og top professionelt levere den ene fejlfrie øvelse efter den anden. Med Don Johnson e. Don Frederico har hun ikke klassens mest elegante og letgående hest, men hun får det maksimale ud af hesten og opnåede i dag en tredjeplads med 80,275% Og så sagde hun på pressemødet i Odense, at vi ikke vil få Bella Rose at se i World Cup i denne sæson. Den 10-årige hoppe skal have ro til at udvikle sig og opnå tillid til de intense konkurrencer på internationalt niveau.

Agnete Kirk Thinggaard var særdeles glad og taknemmelig for den store opbakning hun fik af publikum, det gav hende deres fulde opbakning. Jo Jo AZ har sin force i stor øvelsessikkerhed og et smukt, rytmisk piaffe og passage arbejde. I dag var hesten dog lidt mat, til sammenligning med gårsdagens Grand Prix- fortæller Agnete, der roste Jo Jo for sin super indstilling - en rigtig kammarat, som hun betegnede ham. Om to uger skal hun ride World Cup i Lyon, og så må resultaterne vise om ikke der er mulighed for flere World Cup starter for parret i denne sæson. De sluttede på en 6. plads med 74,750%

16-årige Broholm's Highlight e, Midt-West Ibi-Light opdr. Trine Sconnings og Bent Andersen havde sine highlights i flotte og sikre piaffer og god passage. Berider Jim Rasmussen var tilfreds med dagens ridt og med sin nye kürmusik, som betyder, at han kan ride lidt mere flot til inde på banen. De opnåede 70,650%
Lena Leschley Aamann og Gørklintgaards Fanero e. Olympic Ferro opdr. Stutteri Gørklintgård havde lidt småfejl i programmet. - Han var bedre i Grand Prix'en og jeg fik heller ikke helt fulgt musikken, fortæller Lena, der opnåede 67,375%

Resultatet af klassen ses her

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner