Fire ugers julestævner er nu slut

17-12-2024 10:19

De sidste fire uger har Vilhelmsborg været forvandet til en sand julefest, hvor Danish Derby Horse Shows har været værter for fire forskellige julestævner. Det hele kulminerede i Danish Christmas Show 2024, hvor suveræne konkurrencer endnu en gang blev afgjort

Copyright Ridehesten.com
Fire ugers fantastiske julestævner er nu nået til vejs ende. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Siden den 19. november har Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg været hjemsted for flere tusinde springryttere, der har deltaget ved henholdsvis Christmas Show Warm Up for både heste og ponyer, Baltic Cup-finalen og Danish Christmas Show. I søndags kulminerede det hele i de sidste julefinaler, og endnu en gang har de fire julestævner været en stor succes for både arrangører, ryttere, tilskuere og heste. 

Christmas Show Warm Up
Den 19. november blev julen for alvor skudt i gang, da flere tusinde heste og deres ryttere indtog den julepyntede hal på Vilhelmsborg for at deltage i Christmas Show Warm Up-stævnet. Et distriktstævne med klasser fra LB1* til MA1*, hvor ekvipager på C-niveau kunne komme og sætte gang i fire ugers julestævner. Stævnets helt store højdepunkt for mange af rytterne var Sølvturen, der også var kvalifikationen til KRAFFT Tour of Amateurs, hvor de 25 bedste fra finalen kvalificerer sig til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning

Derudover blev Sølvturen også pludselig endnu mere vigtig, da Rich Stables og Laudrup Dufour gik sammen om et nyt initiativ. En hestevelfærdspris, der blev overrakt til den ekvipage, der viste exceptionel god stil og hestevelfærd. Prisen blev overrakt af arrangør, Casper Cassøe, ved Sølvturens finale, og i år gik den altså til Louise Stjerne Klitgaard. 

Copyright Ridehesten.com
Louise Stjerne Klitgaard og Elmegårdens Bonsoir modtog Rich Stables og Laudrup Dufours hestevelfærdspris. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Da hestene havde redet deres sidste konkurrencer, blev staldene hurtigt indtaget af de dygtige ponyryttere. Her skulle flere tusinde ponyer og deres dygtige ryttere konkurrere ved deres Warm Up-stævne, hvor der gik klasser fra LB1* til MB1*. Flere af de dygtige ponyryttere brugte det velbesøgte stævne til at sige farvel til ponyårene og deres fantastiske ponyer, hvilket bød på mange følelsesladede ridt. 

Copyright Ridehesten.com
Chia Engeberg og Clausholm Silver Stone deltog blandt andre ved dette års Christmas Show Warm Up for ponyer. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Baltic Cup Finalen 2024
Ponyrytterne nåede knap nok ud af staldene efter Warm Up-stævnet, før de nordiske landes unge ryttere tørnede sammen på Vilhelmsborg for at kæmpe om finaletrofæet i Baltic Cup-finalen. U25-, junior-, children- og ponyryttere skulle fra torsdag til søndag konkurrere i de smukke omgivelser, hvor stævnet kulminerede i Grand Prix-finaler for alle tre ponykategorier. 

Her var flere danske ryttere helt i tops, da Camilla Winther og Selma Hundborg Dresler endnu en gang fik Dannebrog til tops. Særligt for Camilla Winther var det noget helt særligt, da Baltic Cup blev hende og ponyen, Kenzie Van Der Vonderschottens sidste stævne sammen. Ekvipagen sluttede med en suveræn sejr, ligesom Selma Hundborg Dresler. 

Danish Christmas Show 2024
Efter tre ugers flotte julestævner, blev det fjerde og sidste stævne skudt i gang i den forgangne uge. Danish Christmas Show. Et landsstævne for hesteryttere med klasser fra LA1* til Grand Prix. Hele ugen blev der vist særdeles flot ridning, hvor særligt lørdagen var noget helt specielt. 

Lørdag, bedre kendt som lillejuleaften, var nemlig Christmas Shows helt store festdag. Dagen startede med tre flotte finaler, hvorefter Knock Out-rytterne indtog banen. Her var der udklædning, stemning og fart for alle pengene, da 12 ryttere kæmpede om at blive stævnets allerhurtigste. Efter Knock Out-klassen blev banen forvandlet til en Six Bar-konkurrence, hvor syv modige ryttere prøvede kræfter med højdespringskonkurrencen. I år endte springet på imponerende 190 cm, og her var Kamilla Ladefoged Rasmussen den eneste, der klarede sig fejlfrit over. 

Copyright Ridehesten.com
Kamilla Ladefoged Rasmussen og Zapitol S Z var den eneste ekvipage, der klarede de 190 cm fejlfrit. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Efter højdespringskonkurrencen var der aftensmadspause, hvor der traditionen tro var et festligt indslag. I år var det Wafande, der satte gang i festen på Vilhelmsborg, hvor han for alvor fik skabt god stemning inden aftenen kulminerede i den helt store Christmas Show Grand Prix, hvor den 20. vinder i Christmas Shows historie skulle findes. Her løb Kasper H. Hansen og Katrinelund Satisfaction med den prestigefyldte sejr og en iFor Williams hestetrailer for andet år i træk. 

Copyright Ridehesten.com
Kasper H. Hansen og Katrinelund Satisfaction løb med Christmas Show Grand Prix-sejren for andet år i træk. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Fire ugers julestævner på Vilhelmsborg blev søndag afsluttet med to flotte Youngster-finaler, hvor de unge heste viste særdeles god stil. Claus Hundebøl løb med sejren for 5-års hestene, mens Maria Barnewitz Schou blev vinder i 6-års finalen. 

Med det blev fire ugers julestævner, traditionen tro, startskuddet på en fantastisk jul. Vi har set alt fra ryttere, der har redet deres første Christmas Show Warm Up, følelsesladede sidste ture for ponyrytterne, suveræn højdespringning, prisoverrækkelser, mini-koncert med Wafande, nogle af Danmarks bedste springryttere i Grand Prix-klassen, men vigtigst af alt, har de fire uger skabt fantastisk stemning og endnu en gang samlet hestefolket om det vi elsker allermest, vores heste. 

Copyright Ridehesten.com
Wafande satte gang i den helt store julefest. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner