Astrid Ø. Sørensen
Hvert år i slutningen af november bliver der pyntet op til jul i opvisningshallen på Danmarks Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg. Herefter indtages stævnepladsen af det firecifrede antal ryttere, der fordelt over fire uger kommer til start til årets traditionsrige julestævne Kingsland Danish Christmas Show.
De første ryttere har indtaget hallen i dag, onsdag, hvor Kingsland Christmas Show Warm Up for heste er blevet skudt i gang. Denne del af Christmas Show er et distriktsstævne med klasser op til 135 cm og løber frem til og med lørdag.
Onsdag står programmet på almindelige C-klasser, inden de forskellige ture fra messing- til sølvtur begynder med kvalifikationer i morgen, torsdag.
I udgivelsens stund har 150 ryttere været igennem to LB1*, mens eftermiddagen byder på LB2*, LA1* og LA2* inden dagens afsluttes med MB1*.
Til Christmas Show Warm Up for heste afholdes også KRAFFT Tour of Amateurs-kvalifikationen, hvor mere end hundrede ekvipager kæmper for at blive blandt de 25 bedste, der får lov at ride finalen i turneringen, som afvikles til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Den ekvipage, der vinder finalestævnet i Herning, får en plads til det eftertragtede Falsterbo Horse Show 2025.
I næste uge løber Christmas Show Warm Up for ponyer af stablen, mens det fra den 5.-8. december er tid til den finalerne i den internationale ponyturnering Baltic Cup. Fra den 10.-15. december afvikles det store Kingsland Christmas Show landsstævne, som du kan læse mere om i nyheden her.
Du kan også finde mere information på Christmas Shows hjemmeside, ligesom du naturligvis kan følge med her på Ridehesten.com.