Britt Carlsen
- Jeg var mere tilfreds i dag, fortæller Anna Kasprzak, som trods sejren i Intermediaire II på 9-årige Rock Star i går i Boxen i Herning ikke var helt tilfreds med den følelse hun havde på banen. Det ændrede sig i dag, hvor Rock Star var fokuseret på hende, og ikke reagerede på reklameskiltene på dressurbanen, som flere af de øvrige heste desværre gjorde i dagens Helgstrand Dressage Grand Prix.
Med 70,9% sikrede Anna sig sejren foran tyske Janina Siemers/Scaramouche som var helt tæt på Anna under hele ridtet, men da hesten sprang ud af overgangen fra den sidste piaffe blev Annas sejr cementeret med knap to procentpoints forspring. Publikum rejste sig for at juble over de tre topplacerede ryttere, da de red æresrunde, så der er en herlig stemning i Boxen i Herning.
Daniel Bachmann Andersen havde et godt ridt på Blue Hors Zepter i dag, hvor Zack-sønnen igen viste sit potentiale. Hesten viser stor kapacitet i de samlede øvelser, men igen i dag kiksede begge pirouetter, og da de tæller dobbelt koster det dyrt. Daniel var tilfreds, og glæder sig over den kvalitet han sidder på, nu skal deres samarbejde finpudses over nogle stævner de kommende måneder.
Michael Søgaard/Gallardo V blev placeret på fjerdepladsen, mens Carina Cassøe Krüth opnåede en femteplads i sin internationale Grand Prix debut med May-Day Graftebjerg.
Andreas om Anna
Med Anna Kasprzaks fire sikre sejre in mente var det nærliggende at spørge hendes træner Andreas Helgstrand, hvad det er, som gør Anna god?
- Anna er en klog rytter, hun ved præcist, hvor meget hun kan forlange af hesten også i forhold til dagsformen, indleder han, og fortsætter: - Det er en kunst ikke at override, men hele tiden være bevidst om, hvor man er nu, og så tage det derfra. Hun har efterhånden lavet flere heste, også Rock Star som kun er 9 år. Vi har et godt samarbejde, og hun lytter gerne, og har ingen nykker, smiler Andreas. Anna og Andreas træner ofte sammen via live video træning, og så tager Anna af og til sine heste med op til Helgstrand Dressage i Vodskov for at træne. - Det er dejligt, så får jeg nogle gode heste at ride på, så de må godt blive hos mig, siger han med et bredt smil.
Han er en kammerat derinde, fortæller Anna om Rock Star, lyt med i denne video: