Finske Netta tager sin uddannelse i Aarhus

07-03-2013 14:49

I Finland kan man ikke blive berider. Men det vil Netta, så nu er hun flyttet til Danmark for at tage sin uddannelse på JU Århus

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

Det er ikke tit, JU Århus’ stalde i Malling får udenlandske gæster. Men lige for tiden har de hele to. Finske Netta Touvinen er rejst hele vejen til Danmark for at tage sin drømmeuddannelse som berider, og hun har taget sin bedste ven Conrad med.

Den danske uddannelse er bedst
Netta har haft med heste at gøre det meste af sit 22-årige liv. Blandt andet har hun i de seneste fem år arbejdet som hestepasser på en rideskole i Finland, og det var her, hun besluttede sig for, at hun selv gerne vil undervise i ridning.

- Min gamle chef i Finland har boet i Danmark i fem år, så det var hende, der fortalte mig om uddannelsen, og det lød alt sammen rigtig godt, så det har faktisk været en nem beslutning at flytte hertil, fortæller Netta, der nu har boet og studeret i Malling i godt halvanden måned.

- I Finland er der ikke en rigtig berideruddannelse. Den, der er, tager kun et år, og de går ikke så meget op i det, så uddannelsen her i Danmark er meget bedre, forklarer Netta, der lige nu er i gang med det seks måneder lange grundforløb til dyrepasser.

Når det er gennemført, kan hun ansøge om at gå op til Dansk Ride Forbunds optagelsesprøve til træner-berideruddannelsen. I Danmark tager det fire år at bliver træner og seks år at blive berider.

Conrad skulle med
Da Netta i januar rejste fra venner, familie og job i Finland for at forfølge sin drømmeuddannelse, var hun ikke helt alene. Med sig har hun nemlig sin trofaste følgesvend, hesten Conrad på otte år.

- Jeg har haft Conrad i to et halvt år nu, og han betyder rigtig meget for mig. Så det var slet ikke en mulighed, at han ikke skulle med mig. Og det vidste min far også godt, da jeg spurgte, griner Netta og forklarer, at hele familien har et specielt forhold til Conrad og derfor godt kunne forstå, at hun ikke ville rejse uden ham.

- Det er dejligt at have en ven, som jeg kan tale finsk med, når jeg savner min familie og mine venner, siger Netta. For selvom hun holder kontakten til dem derhjemme gennem både telefon og Facebook, kan det af og til godt være hårdt at være så langt væk.

- Det er værst med kattene og min hund – dem kan jeg jo ikke lige tale med i telefonen, griner Netta.

Har lært dansk på en måned
Ved siden af uddannelsen og pligterne i stalden på JU Århus går Netta en gang om ugen til danskundervisning på sprogskolen i Århus. Det har – sammen med masser af øvelse i hverdagen – gjort, at hun allerede efter den første måned i Malling kunne forstå det danske sprog.

- Det var selvfølgelig svært i starten, men det går allerede meget bedre. Jeg kan læse dansk nu, og jeg forstår, hvad folk siger, men det er svært at tale sproget, forklarer Netta, der dog ikke går af vejen for at prøve.

- Alting bliver lettere, når man kan sproget i det land, man er i. Så jeg øver mig meget. Og til mit held er meget af det, vi skal læse i fx biologi noget, jeg kender fra Finland. Så nu lærer jeg bare de danske ord for det hele, forklarer Netta, der håber, at sproget ikke bliver en barriere, når hun skal til optagelsesprøven i juni måned.

- Men nu må vi se, hvad der sker. Jeg vil i hvert fald gøre alt, hvad jeg kan for at blive optaget. Det er jo derfor, jeg er her.

Kilde: Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner