Trine Askjær-Jørgensen
Denne uge går det som bekendt løs med årets Nordic Baltic Equestrian Championship, som er et officielt, regionalt mesterskab under FEI, også kaldet de nordiske mesterskaber.
Konkurrencerne afvikles i de tre discipliner dressur, paradressur og springning i finske Ypäja, og Danmark er stærkt repræsenteret i samtlige discipliner og aldersgrupper, undtagen paradressur.
Siden stævnet startede i onsdags, har de danske ryttere hevet adskillige hold- og individuelle medaljer med hjem og repræsenteret de rød-hvide farver på bedste vis. I dag var ingen undtagelse.
NM-guld og -sølv til ponyrytterne
Da dagens paradressurklasser var afviklet, blev det tid til ponyrytternes kürfinaler. Agnes Ørnskov Beier og Timms My Fritz e. Grenzhoehes My Fireball/ Orchard d'Avranches har gjort det forrygende i både holdkonkurrencen og den første individuelle konkurrence, hvor det er blevet til guld. Den succes toppede parret op med en individuel guldmedalje i kür for kategori I-ponyer efter et flot ridt til 76,075%.
Holdkammeraten Isabella Struntze Torp med Lykkehøjs Dream of Dornik e. Melli's Dornik/ Cupkeshof Winobert fulgte lige efter og tog sølvet med 75,375% for sin kür.
På fjerdepladsen blev det Sofie Laursen og Mein Astaire e. FS Mr. Right/ Pilgrim's Red med en kür til 72,935%.
I kürklassen for kategori II-ponyer red Laura Amalie Odgaard og Bruno Mars-G sig til en guldmedalje med 71,855%, mens Maja Kruse Tarp og Kavsgaards Dundee tog sølvet med 71,590% og Lærke Mercedes Merlin og Havens Mr. Fighter e. FS Mr. Right fjerdepladsen med 71,040%.
NM-sølv til Malina
Hos juniorerne blev NM-guldet ikke dansk, men det var dæleme tæt på, for Malina Bøgh Skovsager red sig med Blue Hors Zampalo e. Blue Hors Zack/ Brentano II til en flot sølvmedalje med 73,030% i kür og kom ind lige efter svenske Ebba Lindholm, som vandt med 73,255% i sadlen på Tiramisu e. Tailormade Temptation/ Donnerhall II.
Sofie Aagaard Buur-Thomsen red sig med Hodja Højris e. Don Olymbrio/ Olympic Ferri (opdr. Betty Rasmussen) til fjerdepladsen med et kürridt til 72,280%.
Dansk top-4 hos juniorerne
De sidste dressurryttere på banen var i dag ungrytterne, som red deres første individuelle konkurrence, og her var danskerne ikke til at komme udenom. Det var måske heller ikke så overraskende, for præcis disse fire ryttere sikrede i går en holdguldmedalje ved NM til Danmark.
Bedst af dem blev i dag Anna Have Larsen-Ledet og Finnigan-Vitz e. Franklin/ Olympic Ferro (opdr. Lone Sørensen), som med 71,618% kunne hænge guldet om halsen, mens Nathalie Thomassen på Grønhøj's Lymbrio e. Don Olymbrio/ Lionell (opdr. Mado og Charlotte Grønhøj) tog sølvmedaljen med 71,617%, Emilie Balling Nissen på Søgaards Secret e. Franziskus FRH/ Quaterback (opdr. Annette Hansen) bronzemedaljen med 68,677% og Luna Kølbæk Rosenberg med Kamar's Extreme Noir Hit e. Escolar/ De Noir 3 (opdr. Stald Kamar v/ Morten Kappel Petersen) den lidt utaknemmelige, men stadig virkelig flotte, fjerdeplads med 68,627%.
I morgen er der for dressurrytterne i aldersgrupperne ungrytter, U25 og senior kürfinaler, inden turen går hjem til Danmark igen, forhåbentlig med endnu flere medaljer i bagagen. Springrytternes konkurrencer afsluttes i morgen med junior-, ungryttere og seniorer i kamp om de sidste medaljer.