Fi Fi Ask er blandt verdens bedste

25-09-2022 12:05

Annika Knudsen Lorentsen

Så er den første finale afholdt ved verdensmesterskaberne for unge heste på Zangersheide, og Karen Møller Rohde og Dansk Varmblodshoppe Fi Fi Ask sikrede sig en plads i omspringningen og sluttede på en flot 15. plads. Karen fortæller, at hun er meget tilfreds med Fi Fis præstation

Copyright Ridehesten.com
Karen Møller Rohde med Fi Fi Ask. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

47 ekvipager mødtes i dag i finalen for 5-års heste ved FEI WBFSH Jumping World Breeding Championship for Young Horses. Her var to danske ryttere til start og tre danskavlede heste. 

Det lykkedes en af de danske ryttere, Karen Møller Rohde, at ride fejlfrit i hovedrunden i sadlen på Dansk Varmblodshoppen Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask/ Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) og dermed sikre sig en plads i den afgørende omspringning. 

Copyright Ridehesten.com
Karen Møller Rohde med Fi Fi Ask. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Her fik ekvipagen et nedslag, men de endte alligevel på en flot 15. plads, og Fi Fi Ask er dermed blandt de allerbedste 5-års heste i verden. 

– Fi Fi er en hest der gerne vil gøre det godt, og det har hun bevist igen hernede, fortæller Karen Møller Rohde i et interview. I kan høre det fulde interview i videoen nedenfor. 

Fi Fi er efter hoppen Fendi Ask, som i 2017 sluttede som nr. 5 i finalen for 6-års heste ved netop verdensmesterskaberne for unge heste på Zangersheide. Hun blev ligeledes redet af Karen Møller Rohde og sammen har de konkurreret på til 145 cm-klasser internationalt. 

Små detaljer var afgørende
De to øvrige danskrelaterede ekvipager i finalen, som har leveret en fantastisk præstation ved UVM og sikret sig en finaleplads, manglede lige det sidste i dagens finale. 

Copyright Ridehesten.com
Benjamin Saurugg med D'artagnan Alfarvad Z. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Den ene var østrigske Benjamin Saurugg som red den danskopdrættede Zangersheide-hest D'Artagnan Alfarvad Z e. Dominator 2000 Z/ Crown Z (opdr. Alfarvad). Sammen kom de uheldigt fra start med et nedslag på første spring i finalen, men leverede ellers et fejlfrit ridt. 

Copyright Ridehesten.com
Anne Katrine Kolborg Johansen med Hesselhøj Captain Morgan. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Anne Katrine Kolborg Johansen med hingsten Hesselhøj Captain Morgan e. Casallco/ Crelido (opdr. Anders Uve Sjøbeck Hoeck) havde problemer ned mod spring nr. 4, hvilket betød, at de måtte ride til forhindringen igen, og dermed indløb der også en del tidsfejl for ekvipagen, som sluttede med 24 fejl. På trods af fejlene i dagens finale, kan ekvipagen og ejer Niels Osterland fra Syvhøjegård godt være stolte over hingstens præstation.

Copyright Ridehesten.com
Gerard O'neill med BP Goodfellas. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Irsk sejr
Verdensmesterskabet for 5-års heste 2022 blev vundet af irske Gerard O'neill med den irske hest BP Goodfellas e. Stakkato Gold/ O.B.O.S. Quality efter et fantastisk omspringningsridt i høj fart. 

Blot en my langsommere var hollandske Olivier van der Vaart med den belgiske varmblodshest Ristretto Vd Heffinck e. Aldo du Plessis/ Cooper van de Heffinck, og de sikrede sig sølvmedaljen. Bronzemedaljen blev vundet af hollandske Jarno van Erp med KWPN-hoppen Mindset Es e. Aganix du Seigneur/ Kannan. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner