Sanne Kolind
Der var allerede fra første finale fyldt godt op rundt om den smukke bane i Stevnstrup. Children-rytterne var de første der skulle ride finale, og da de kun havde haft en kvalifikation, blev finalen redet i 2 afdelinger. Allerede i 1. afdeling blev de første 3 ryttere sorteret fra, da den brede vandgrav skulle vise sig at blive noget af en udfordring. I 2. afdeling så det længe ud til at der skulle være omspringning, men desværre for Maria Barnewitz Schou ramte hun den sidste bom, der længe lagde på kanten af holderen, inden den faldt til jorden. Hun havde ellers en meget hurtig tid på 61,80 sek.
Vinderen af DRF mesterskabet for children blev Anna Victoria Weilsby på Cliff Young e. Con Air. De havde 0 fejl i tiden 65,49 sek. Maria Barnewitz Schou indtog dermed 2. pladsen i mesterskabet og bronzemedaljen gik til Emilie Mosegaard Christiansen og Serupgårds Corona. De red med 8 fejl i tiden 59,95 sek.
Herefter var det 3'er ponyernes tur til at få afgjort mesterskabet. I denne klasse var det Amanda Sondrup Henriques på Flashy Gold Finch der red hurtigst og med nul fejl på forhindringerne rakte det til en 1. plads. Hun vandt med tiden 60,72 sek. Caroline Sand Bugge og Whitney red anden hurtigst, men havde desværre 8 fejl med fra de tidligere runder, og gik derfor glip af en placering. Julie Karoline Terp blev 3ér i klassen, med 0 fejl i tiden 65,09, og blev derfor nr. 2 i mesterskabet med samlet 0 fejl. Hannah Sofie Dahle havde også en god runde i finalen og blev nr. 4 i klassen. Desværre havde hun hele 20 fejl med fra de tidligere runder, og sluttede derfor langt nede i feltet.
Pernille Sørensen sluttede i 5. bedste tid i finalen, og da hun havde 0 fejl med fra kvalifikationerne, indtog hun den sidste medaljeplads. Så de tre ryttere på podiet blev Amanda Sondrup Henriques, Julie Karoline Terp og Pernille Sørensen.
2’er ponyernes finale skulle rides i S2**. Den nykårede sølvmedaljevinder for children – Maria Barnewitz Schou havde endnu en chance for at vinde metal, da hun kom med 0 fejl på hjemmeavlede Flying Ronaldo. Og hun red sikkert rundt og kunne også slutte med 0 fejl i en tid på 74,47 sek. og opgradere sin sølvmedalje til guld. På 2. pladsen kom Freja Høyer Pedersen og Sabrina Fair med 0 fejl i tiden 74,64 sek. Alexander Godsk og Merlins Dot havde 4 fejl med fra kvalifikationerne, men med en fejlfri tur i finalen endte han på 4 fejl. Og da Lærke Maria Nørgaard på Mia 88 fik en nedrivning i finalen og havde en tidsfejl med fra 1. kvalifikation endte hun derfor med 5 fejl og lige uden for medaljepladserne.
Dermed blev de tre ryttere på podiet; Maria Barnewitz Schou, Freja Høyer Pedersen og Alexander Godsk.
Sidste finale var 1’er ponyernes S4****. Her kom rytterne virkelig på en prøve, da banebygger Mark McGowan havde bygget en bane med høj sværhedsgrad, der ikke tillod rytterne for mange tænkepauser. Bedst i dagens klasse var Clara Hallundbæk på Pauldarys Pocket Rocket. Hun red med 0 fejl i tiden 79,52. Benedikte Rie Truelsen på Strattonstown Nearly Gone blev 2’er i klassen med 0 fejl i tiden 81,39. Men da Benedikte havde bedre placeringer fra kvalifikationerne endte hun som vinder for kat. 1 foran Clara Hallundbæk. Caroline Schaarup-Kjær og Bebo Com endte som 3’er i klassen med 4 fejl, men pga. 8 fejl fra tidligere runder, endte hun som nr. 5 i det samlede resultat. Celeste Christine Arndal og den brogede Legolas fik en ærgerlig bom i finalen og endte derfor som nr. 5 i klassen. Men samlet rakte det resultat til en 3. plads. Så de tre medaljetagere blev Benedikte Rie Truelsen, Clara Hallundbæk og Celeste Christine Arndal.
Dagen igennem har der været rigtig mange besøgende til stævnet, og de har udover at se ridning også kunnet besøge de stande der har udstillet langs banen.
Efter sidste klasse blev der også delt stort ud med roser til stævnearrangørende fra både ryttere og forældre.
Billeder fra stævnet kan ses på her på siden i løbet af mandag