Thomas Bach Jensen
Januar, februar og marts er normalt meget travle måneder med hingstekåringer og hingstefremvisninger – og sædvanligvis med et stort live publikum ved hvert arrangement. I denne tid med forsamlingsrestriktioner har vi efterhånden vænnet os til, at vi ikke kan være til stede ved de eftertragtede arrangementer, men så se hingstene på vores skærm – hvad enten det er PC, TV, telefon eller andet steds.
Flere hingstekåringer er i år blevet afviklet uden publikum og med livestreaming, og i næste uge afvikles Dansk Varmblods Hingstekåring – ikke med direkte livestreaming, men med efterfølgende visning på et hingstekåringssite med video, foto, bedømmelse mv.
Flere hingsteshows har trukket mange tusinde tilskuere fra hele verden, fordi de vises online, og senest har Helgstrand Dressage sammen med Paul Schockemöhle vist deres hingste til hele verden i form af et online show.
Blue Hors har nu meddelt, at de er klar med videomateriale til online hingsteshow på lørdag den 13. marts, hvor man fra kl. 18 kan nyde en præsentation af alle stationens hingste. Showet kan tilgås via Blue Hors’ egen hjemmeside.
Blue Hors Online Hingsteshow 2021.