Ialt fem hingste fra Blue Hors klar til kåring

15-10-2017 10:00

Britt Carlsen

Forbesigtigelserne i de store, tyske avlsforbund i Hannover, Oldenburg og Westfalen er nu vel overstået, og Blue Hors har ialt fået fem hingste udtaget til kåringerne

Copyright Ridehesten.com
Esben Møller og avlshingsten Blue Hors Zee Me Blue.

Over den næste måneds tid vil de store tyske kåringer i Hannover, Holsten, Oldenburg og Westfalen løbe af stablen. Blue Hors har fremstillet unghingste til forbesigtigelse i samtlige forbund (dog ikke springavlsforbundet Holsten) og der er udtaget ikke mindre end 5 unghingste til kåring. Senest er der udtaget tre unghingste i Westfalen, hvoraf de to er danskavlede. 

Zippo Eg e. Farell/Zack/Michelino - opdr: Poul Erik Fugmann og Jan Bonde
Nørregårds Flight e. First Choice / Fürst Heinrich / Sir Schölling - opdr. Ruth Knudsen
UN e. Zack / Florencio I / Donnerhall  - opdr. Paul Rode, Lindern, Tyskland

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået udtaget de tre hingste i Westfalen samt to i Oldenburg, indleder Esben Møller, Blue Hors, og han fortæller, at flere af hingstestationens hingste har afkom til kåring igen i år. Blue Hors Farell har to afkom i Hannover og to i Oldenburg, Blue Hors Don Olymbrio har to afkom med i Hannover, hvor også Blue Hors Zack har et afkom med. I Oldenburg er det et afkom efter Blue Hors First Choice og Blue Hors Don Schufro. 

- Der er ingen anden dansk hingstestadion, som har haft så mange afkom repræsenteret ved de store tyske kåringer. Det er også hingstestationens strategi, at vi skal ud over landegrænserne, delvis også fordi, den danske bestand af avlshopper er halveret de seneste 10 år, uddyber Esben. 
På hingstestationen oplever de stigende interesse for avlshingstene, og den interesse bliver boostet, når hingstene bliver vist internationalt i sporten, som det fx er tilfældet med Blue Hors Zack, Blue Hors Don Olymbrio og Blue Hors Veneziano. - Tyskerne er også ved at være klar over, at præstationssport ikke er Bundeschampionatet men Grand Prix, så vi øger vores bedækningstal i Tyskland disse år - og ikke mindst på grund af vores gode samarbejdspartnere syd for grænsen. 

Den rigtige hingst
På Blue Hors er der en stadig søgen efter at finde den helt rigtige avlshingst. - Det er ikke udelukkende gangarter og eksteriør, som har betydning, vi skal også finde hingste, som blodmæssigt passer til avlshopperne efter stationens nuværende hingste, forklarer Esben. Blue Hors har ikke en stor egen avl, omkring 12-15 avlshopper er i hingstestationens eje, og i år er der fx 7 hopper i fol.

Blue Hors indkøber istedet hingsteføl hos avlere herhjemme og i udlandet. De seneste mange år har antallet ligget omkring 25-30, men i erkendelse af, at det bliver tiltagende vanskeligt at opkøbe talentfulde 3-4 års heste, er antallet af indkøbte føl øget til ca. 45 i 2016 og til ca. 55 i 2017.

Føllene samles på Blue Hors i slutningen af året, det tilbringer deres første år på stedet i store løsdriftstalde, hvorefter de går på store folde i det kuperede terræn omkring Blue Hors, indtil de skal tilrides eller klargøres til forbesigtigelser. I øjeblikket er der 12 unghingste i arbejde med forbesigtigelse/kåring for øje på hingstestationen, og heraf er de fem unghingste, der er sat i arbejde fra andre avlere. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner