Annika Knudsen Lorentsen
35 ekvipager er tilmeldt de 3-stjernede internationale klasser, som er på programmet i forbindelse med Blue Hors Dressurfestival i næste uge. De 3-stjernede klasser afholdes i lille tur og stor tur, og stor tur byder på Grand Prix fredag, kür lørdag og Grand Prix Special søndag.
Blandt de tilmeldte ekvipager er Daniel Bachmann Andersen med den 11-årige Vayron e. Vitalis/ Gloster og den yngre 7-årige Zac Efron MT Old e. Zack/ Don Larino. Hjemmebanerytter Nanna Merrald Rasmussen er tilmeldt med tre heste, herunder den 14-årige Blue Hors Don Olymbrio. Foruden de to nævnte, kommer en lang række spændende danske ekvipager til start.
Tager vi et kig på de udenlandske ryttere, kan man se frem til at se ryttere fra Sverige, Tyskland, Holland, Finland, Spanien og Norge.
Foruden deltagerne i 3-stjernet, kommer en række ekvipager til start i de nationale klasser, der afholdes i forbindelse med stævnet.