Annika Knudsen Lorentsen
Den 8.-9. oktober 2022 bliver der afholdt en såkaldt masterclass med tidligere landstræner og succesfuld dressurrytter på det danske landshold igennem mange år, prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.
Det spændende arrangement finder sted i de flotte omgivelser på Broholm Ridecenter og Slot på Sydfyn. I denne Masterclass vil Nathalie have fokus på, hvordan man får mere ud af hverdagens ridning, og hvordan man kan vedblive at udvikle sig som rytter, mens man samtidig har hensynet til hesten i fokus.
De ryttere og trænere der skal deltage i denne Masterclass er uden tvivl også værd at nævne. Det er blandt andre Per Sandgaard, Michael Søgaard, Karoline Rohmann og Kristian Würtz Green, som vil give denne Masterclass liv og give Nathalie mulighed for at dele ud af sine guldkorn. Derudover deltager et par andre ryttere, som hver især vil bidrage til et par spændende dage på Broholm.
– Vi skal se heste på forskellige uddannelsesniveauer, hvor Nathalie vil hjælpe med dagligdagens problemer. Fokus vil være på, hvor hesten er nu, hvordan den skal udvikle sig, hvad ambitionen med hesten er, og hvad der er realistisk for den pågældende hest, fortæller Charlotte Eggert Eggertsen, der står bag arrangementet.
I løbet af de to dage vil Pether Markne, der holder til på hestecentret Broholm sammen med Per Sandgaard og er landstræner for Norge i dressur og springning, holde et oplæg om udvikling af hesten på hestens præmisser. Her vil det også være muligt at stille spørgsmål.
Programmet, som fungerer med masterclass lørdag formiddag den 8. oktober fra 10-13 og om eftermiddagen fra 14.30-17.30 gentager sig søndag den 9. oktober 2022, men ikke med præcis de samme ekvipager og undervisere.
Læs mere om arrangementet her og find linket til, hvor du kan bestille billetter.