Signe Høirup Bertelsen
Selvom det først er i denne weekend, at DM for pararyttere løber af staben på Broholm, så er landstræner for paralandsholdet, David Amager, allerede klar med det hold, der skal repræsentere Danmark til PL 2016 i Rio. Holdet består af Susanne Jensby Sunesen, Annika Lykke Dalskov Risum, Caroline Cecilie Nielsen, Line Kongensgaard og Stinna Tange Kastrup.
– Jeg har valgt at udtage holdet tidligt, så rytterne får god tid til at forberede sig. Og så har de også mulighed for at prøve nogle ting af her til DM, siger han.
Og han har store forhåbninger til PL-holdet.
– Vi har haft talentarbejde de sidste seks-syv år, og det er det, der begynder at bære frugt nu. De fem ryttere, der skal til PL, er alle sammen nogen, der kan gøre noget rigtig godt på dagen, siger han.
Men paradressuren er også blevet udviklet i andre lande, og David Amager vurderer, at især England og Holland bliver svære at slå. De er, sammen med Danmark, de eneste lande, der har de maksimale fem ryttere med.
– Paradressur i dag kræver topheste, professionelle trænere og en topprofessionel tilgang som rytter. Hvis ikke du har det, så kan du ikke være med på det helt høje plan, siger han.
For at stå så stærkt som muligt til PL, er holdet også allerede gået i gang med forberedelserne. Ikke kun de ridemæssige, der skal testes af ved DM, men også de mere praktiske – og der er mange udfordringer. Holdet må for eksempel ikke tage deres eget hø med fra Danmark, så hestene skal have hø fra Kentucky, og det er meget stærkere, end de er vant til.
– Vi har fundet en i Danmark, der laver det samme hø. Han leverer nu til OL-holdet, det norske OL-hold og os, siger David Amager. (Dette kan man læse mere om i magasinet Ridehestens juli nummer).
Rejser den 2. september
Selvom konkurrencerne først går i gang 11. september, rejser rytterne allerede til Rio 2. september, og hestene følger efter dagen efter. Det giver god tid til træning.
– Man siger, at hestene skal bruge en dag per times tidsforskel, så vi er heldigvis i god tid, men jeg anbefaler da, at rytterne allerede nu begynder at tænke på at ride på nogen lidt andre tidspunkter, siger David Amager.
Og de mange forberedelser, skulle gerne give resultater. Gode resultater.
– Jeg bliver skuffet, hvis ikke vi kommer hjem med mindst to medaljer. Meget skuffet, siger han med et grin.