Nina Marie Villadsen
I går vandt Tinne Wilhelmson-Silfven Grand Prix’en på hesten Divertimento med 75% under tredje uge af Adequan Global Dressage Festivel (AGDF) i Wellington, Florida. Under den første uge tog hun ligeledes to førstepladser på Don Aurelio.
Danske Lars Petersen blev nummer to på DV-hoppen Mariett e. Come Back II/Sidney (opdr. Gunnar Mousten) med 73,320%, mens Mikala M. Gundersen blev nummer tre på DV-hoppen My Lady e. Michellino/Ritterstern (opdr. Yvonne Lindholm) med 71,640%.
Tinne Wilhelmson-Silfven var godt tilfreds med sejren og med Divertimento, som godt kan have noget præstationsangst ved stævner:
- Jeg havde den bedste følelse i galoppen. Han slappede en smule mere af, da jeg kom i gang. Det var en lidt spændt start, men han blev bedre og bedre. Jeg var godt tilfreds med galoparbejdet, fordi det ikke altid er det letteste på ham. Jeg var glad for pirouetterne og zig-zag’erne, men generelt var jeg glad for, at han var så afslappet, udtale Tinne.
Også sjettepladsen i klassen havde dansk islæt med canadiske David Marcus på DV-hesten Chrevi’s Capital e. Chrevi’s Cavallo/Weinberg (opdr. Vivian og Chresten Kristensen) med en score på 69,340%.
Kilde: pressemeddelelse