Endnu en kür over 80 %

26-01-2019 15:18

Camilla Tiefensee Schrøder

Det lykkedes i dag for tredje gang for Daniel Bachmann Andersen at score over 80 % i kür ved et internationalt stævne med Blue Hors Don Olymbrio, da ekvipagen leverede en flot præstation ved World Cup-stævnet i Amsterdam

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Don Olymbrio. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Don Olymbrio krydsede for første gang 80%-grænsen i kür ved Blue Hors Dressurfestival i efteråret. Siden holdt de niveauet ved Saab Top 10 i Stockholm, og i dag har de bevist, at de også kan præstere over 80 % ved et World Cup-stævne med samme kür.

Med 80.400 % sluttede den danske ekvipage på en sjetteplads i den netop afsluttede Grand Prix Freestyle i den hollandske hovedstad.

-Jeg er meget tilfreds med ham. Lidt mere styrke og rutine, så bliver det endnu bedre, siger Blue Hors-berideren, som også i gårsdagens Grand Prix placerede sig som nummer seks i det stærke felt.

Se resultatlisten

Nyheden fortsætter efter annoncen

Werth stadig på tronen
Den tyske dressurdronning Isabell Werth vandt küren med 86.810 % på Weihegold OLD e. Don Schufro/Sandro Hit (opdr. Christine Arns-Krogmann), som hun vandt World Cup-finalen med i 2018. Landsmændene Dorothee Schneider og Helen Langenhanenberg indtog anden- og tredjepladsen med lidt over 82%, tæt forfulgt af Patrik Kittel, som også red over 82.
Hollandske Hans Peter Minderhoud, som er skudt af sted som en komet ved de seneste World Cup-stævner med Glock's Dream Boy, blev nummer fem med 81.380 %.

På vej mod World Cup-finalen
Daniel Bachmann Andersen ligger lunt i svinget i World Cup-kvalifikationen. For at opnå en plads i finalen skal han være blandt de 9 bedste i den vesteuropæiske liga, og den danske berider ligger på en komfortabel ottendeplads. Der er stadig to kvalifikationer tilbage inden finalen i Göteborg til april, og Daniel Bachmann Andersen planlægger at deltage i dem begge to.

Kalender for World Cup 2019:
14.-17. februar, Neumünster, Tyskland
14.-17. marts, 's-Hertogenbosch, Holland
3.-7. april, Göteborg, Sverige - FINALE
 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen