Endnu en fløjhingst slog til

10-10-2024 16:44

I den indledende klasse for 5-års ved Pavo og DRF's championatsfinaler i dressur løb en fløjhingst i Dansk Varmblod med sejre præcist som i 4-års klassen. Denne gang Svalegårds Hot Driver 

Copyright Ridehesten.com
De seks bedst placerede ryttere i 5-års klassen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det bedste resultat på landsplan blandt de 5-årige heste blev opnået af DV-fløjhingsten Svalegårds Hot Driver e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Hotline (opdr. Stutteri Svalegård), der blev redet af Carina Cassøe Krüth, som har haft hingsten under uddannelse i to år. Hot Driver blev i dag fremvist af beriderkollegaen Søren Wind og leverede en overlegen præstation, selvom der opstod nogle små spændinger undervejs.

Klassen blev bedømt af Kirsten Søgaard og Dennis Holst, og de belønnede hingstens trav med karakteren 9,0 akkompagneret af kommentaren "En meget taktfast trav med godt sving og god bæring, svinger gennem hele ryggen, alle vendinger med god smidighed, meget flotte øgninger, hvor den dog bliver lidt spændt i den sidste øgning, og den må gerne lægge sig lidt mere til fortil i volten mod slut", og 9,6 for skridt med ordene "Virkelig flot skridt, der er meget taktfast, afspændt og med brug af hele kroppen". 

Copyright Ridehesten.com
Svalegårds Hot Driver og Søren Wind. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

De gav karakteren 9,5 for galop med bemærkningen "Meget velbalanceret galop også med flot balance kontragalop, flotte og rigtig gode spring, meget fint regulerbar frem og tilbage før og efter øgninger". Ridelighed 9,0: "Der var lidt fra starten efter indridningsparaden, men hesten er med på opgaven. Meget flot tilbagetrædning, men slår lidt fra i første galopanspring. Der er små spændinger undervejs, men hesten er med flot udtryk, lukket mund, ser meget tilpas ud og lytter virkelig efter sin rytter". Kapacitetskarakteren på 9,6 blevet efterfulgt af kommentaren "En kæmpe hest til fremtiden".

I alt 93,4% og dermed sejr til Svalegårds Hot Driver, der i øvrigt kommer fra stamme stutteri som den bedste DV-hest i 4-års klassen, Svalegårds Disco.

Copyright Ridehesten.com
Fuego og Cathrine Laudrup-Dufour. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

OL-rytteren Cathrine Laudrup-Dufour red sin tyskavlede, stort travende og skridtende Fuego e. Follow Him's Schönweide/ Silberschmied ind på andenpladsen med 8,6 for trav og 9,7 for dens smidige skridt, hvor hesten går igennem hele kroppen. Galoppen blev belønnet med 8,5, men dommerne gav 9,0 for både ridelighed og kapacitet. Samlet blev det til 89,6%.

Agnete Holmsteds guldmedaljehoppe Brandtbjergs Divya e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Brandtbjerggaard v/ fam. Buhl) blev af Andres U. S. Hoeck redet ind på en sikker tredjeplads med 87,8% fordel på 9,5 for hoppens imponerende og regulerbare trav og 8,8 for både skridt, galop og kapacitet, mens der blev givet 8,0 for ridelighed, fordi der opstod nogle spændinger og noget uro i bl.a. skridt og galop.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatliste.

Copyright Ridehesten.com
Brandtbjergs Divya og Andreas U. S. Hoeck. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner